Asta Bisgaard fra Frivillig Kolding fortæller, at genkendelse er en vigtig del af behandlingen af cuttere. Foto: Susie Jessen.

Asta Bisgaard fra Frivillig Kolding fortæller, at genkendelse er en vigtig del af behandlingen af cuttere. Foto: Susie Jessen.

En cutter skal kunne spejle sig i andre

8,9 procent af de unge mellem 15-24 år, har skåret i sig selv med vilje. Hos Frivillig Kolding kører man selvhjælpsgrupper specielt målrettet cuttere

Af
Susie Jessen

Et barberblad, der trykkes ind i armen og blodet, der efterfølgende siver langsomt ud. Den fysiske smerte overtager langsomt den psykiske smerte, der har naget sjælen.
Fænomenet kaldes cutting og i følge tal fra Center for Ungdomsforskning, havde 8,9 procent af 3481 unge mellem 15-24 år skåret i sig selv.
Hos Frivillig Kolding, kender man til problemet.
Det fik for fem år siden huset til at oprette selvhjælpsgrupper specielt henvendt til cuttere.
Siden da, har der i følge Asta Bisgaard fra frivillighuset været mellem 10-20 personer over to år, der får hjælp til at arbejde med deres cutting.
I følge lederen af Frivillig Kolding, er der ingen tvivl om, at cutterne kan få det bedre af at opleve andre mennesker i samme situation som dem selv.
- Det er effektivt, at forsøge at almengøre noget, som de selv synes, at de er alene i verden omkring. Ved at de unge møder andre, der knokler med livet, opdager de, at det er ok at have det skidt. Det kan være en enorm forløsning for mange, at møde nogle, som man kan spejle sig i, lyder det fra Asta Bisgaard.

Formidler kontakt
Frivillig Kolding bruger meget af deres tid på, at være en slags formidlere for de unge mennesker, der har det svært.
Eksempelvis kan kontakten skabes til en psykiater eller en læge, som så kan overtage behandlingen af den unge med problemerne. I følge Asta Bisgaard er det mest teenagepiger, der har henvendt sig med problemer med cutting, men flere og flere drenge melder sig også på banen.
- Problemet med cutting har været der siden Adam og Eva. Men det nye er måske, at man i højere grad i dag mødes med den her forestilling om det perfekte liv på eksempelvis sociale medier, som man tror alle andre har end en selv. Der er det godt, at møde andre mennesker, som har det på samme måde, som en selv, forklarer Asta Bisgaard.

De pårørende
Asta Bisgaard fortæller, at der også i hjælpen fra Frivillig Koldings side er fokus på de pårørende.
Eksempelvis forældrene, der ikke kan forstå, hvorfor den unge ikke søger hjælp hos dem.
- Forældre føler ofte en afmagt, fordi de unge trækker sig fra dem som samarbejdspartnere. Men de skal forstå, at vi har at gøre med teenagere, der trækker sig fra deres forældre som en naturlig ting. Det bedste man kan gøre som forælder, er at sætte ord på problemet og finde nogle handlemuligheder. Det værste man som forælder kan gøre er i mine øjne, at sladre om barnet til en skolepsykolog eller andre, fortæller Asta Bisgaard.
Frivillig Kolding har døgnbemandede telefoner mandag til torsdag og er altid klar til en snak - også selvom man kommer lige fra gaden.
Frivillig Kolding har til huse i Slotsgade 22 i Kolding.

Publiceret 30 January 2013 09:00