Johannes Berg Rasmussen begyndte at cykle i 2010. Allerede nu, er han dog ved at forberede sig på et af Verdens hårdeste cykelløb, Race Across America.

Johannes Berg Rasmussen begyndte at cykle i 2010. Allerede nu, er han dog ved at forberede sig på et af Verdens hårdeste cykelløb, Race Across America.

Johannes vil cykle 4800 kilometer på 10 dage

Johannes Berg Rasmussen fra Kolding vil i 2014 gennemføre løbet, Race Across America, hvor han skal cykle tværs over USA på 10 dage. For den 25-årige cyklist, er det den psykiske forberedelse, der primært skal arbejdes med

Af
Susie Jessen

Racercyklen på væggen i Johannes Berg Rasmussens lejlighed centralt i Kolding, er altdominerende i hjemmet.
Knejsende hænger den i rummet, som en evig påmindelse om, at Johannes Berg Rasmussen om halvandet års tid skal cykle tværs over USA.
Igennem ørken, over bjerge og af og til i 50 graders varme.
En tur som kun få danskere før ham har gennemført og som derfor kræver både mental og fysisk forberedelse.
Den 25-årige Koldinggenser, som oprindeligt er fra Sønderborg, tænker længe over spørgsmålet om hvorfor han egentlig gør det.
Han kigger ud ad vinduet og tager en dyb indånding.
- Det er måske lidt en kliché at sige, at det handler om personlig udvikling. Men det gør det. Og så handler det også om, at få en masse personlig erfaring, som jeg måske kan overføre til andre mennesker, når jeg har gennemført, forklarer Johannes Berg Rasmussen, som til daglig arbejder som fysioterapeut.
Johannes Berg Rasmussen har trænet hele sit liv, men begyndte først at cykle i 2010, da han besluttede, at han ville gennemføre Race Across America i 2014.
Inspirationen kom i forbindelse med et foredrag med sundhedsguruen, Chris Macdonald, som selv har gennemført Race Across America, som den ene af i alt tre danskere.
Den lille gruppe vil Johannes Berg Rasmussen nu være en del af.

Mental træning
Johannes Berg Rasmussen træner mindst et par timer hver dag på sin cykel.
Dels på landevejene, men også som spinninginstruktør i det lokale fitnesscenter.
Han gennemførte kvalifikationen til Race Across America i Middelfart, hvor han kørte 653,7 kilometer på 23 timer og 45 minutter.
Derudover har han forsøgt at cykle fra Kruså til Skagen og tilbage igen uden stop. Men her måtte han give op - i følge ham selv på grund af psyken.
- Min fysik er helt i top. Det er mere psyken, som der skal arbejdes med op til Race Across America. Her skal jeg blive bedre til at uddelegere opgaver, så jeg kan have fokus på løbet. Og så hele tiden holde fokus på at fortælle mig selv hvorfor jeg skal gennemføre det her løb, fortæller Johannes Berg Rasmussen.
Som en lille smagsprøve på Race Across America i 2014, tager Johannes Berg Rasmussen en tur til Østrig i august, hvor han skal cykle Race Run Austria på 2200 kilometer. Lokalavisen Budstikken vil følge Johannes Rasmussen op mod løbet i juni 2014.

Johannes har gennemført kvalifikationen til Race Across America, hvor han cyklede 653,7 kilometer på 23 timer og 35 minutter. Privatfoto

Johannes har gennemført kvalifikationen til Race Across America, hvor han cyklede 653,7 kilometer på 23 timer og 35 minutter. Privatfoto

Publiceret 30 January 2013 09:00