Dinna (til venstre), Anne Mette og Steffen har det til fælles, at de alle tre tager en del af deres laborantuddannelse i udlandet. Det er ikke mange andre steder i landet, at man får de laborantstuderende ud, så nu ringer de fra de store byer for at høre, hvordan man gør her i Esbjerg.

Dinna (til venstre), Anne Mette og Steffen har det til fælles, at de alle tre tager en del af deres laborantuddannelse i udlandet. Det er ikke mange andre steder i landet, at man får de laborantstuderende ud, så nu ringer de fra de store byer for at høre, hvordan man gør her i Esbjerg.

Laboranter drager ud

I Esbjerg har Laborantuddannelsen - i modsætning til andre af de store byer - succes med at få sine studerende til udlandet. Mandag tog Anne Mette og Dinna til henholdsvis Sydafrika og Canada

Af
Rune Weitling

Selv om kynikerne ville hævde, at de blot skifter det ene universitet ud med det andet, så er der jo bare langt mere i det end blot det.
De to laborantstuderende kvinder, 24-årige Anne Mette og 22-årige Dinna, pakkede nemlig i weekenden deres kufferter for at læse et år i udlandet. Det er der for så vidt ikke noget særligt ved, det er der jo mange studerende, der gør. Men det er nu alligevel ikke helt sandt, for der er faktisk ikke særlig mange laborantstuderende, som kommer til udlandet. Men her i kommunen har man været gode til at få de studerende ud.
"Faktisk så gode, at de nu ringer fra de andre store byer for at høre, hvordan vi gør," fortæller Else Marie H. Fog, der er uddannelsesleder på Laborantafdelingen på Erhvervs Akademi Sydvest.

Kosmetik ogdynamit

For Anne Mette gælder det et år i port Elisabeth i Sydafrika, mens Dinna rejser til Montreal i Canada. Ikke ligefrem de gængse studiesteder.
"Selvfølgelig kommer man til at savne folk herhjemme, men det bliver uden tvivl en kæmpe oplevelse. Vi glæder os virkelig meget," siger de to samstemmende, inden de hver især beretter om, hvad de så skal studere. For en laborantuddannelse kan gå i mange retninger.
"Jeg har altid været interesseret i bomber og sprængstoffer, da jeg er uddannet brandmand. Jeg har eksempelvis altid været fascineret af, hvordan ild bevæger sig, så jeg vil gerne arbejde med udvikling af dynamit," lyder det - måske en anelse overraskende - fra Dinna.
I Sydafrika skal Anne Mette arbejde med sit speciale, der hører lidt mere hjemme i den feminine verden end dynamit og sprængstoffer.
"Jeg vil gerne arbejde inden for kosmetik. Min drøm er, at vi på sigt kan finde andre måder at teste kosmetik på end ved hjælp af dyreforsøg," lyder det fra Anne Mette.

En oplevelse for livet

Èn af dem, som Laborantafdelingen på Erhvervs Akademi Sydvest har haft succes med at få i praktik i udlandet, er 23-årige Steffen, der i torsdags kom hjem efter et år i Oxford i England. Og han har haft en fantastisk oplevelse.
"Det har givet mig en masse erfaring, som jeg umuligt kunne have fået herhjemme. Derudover giver det nogle internationale kontakter, som jeg forhåbentlig kan bruge senere, da jeg gerne vil arbejde i udlandet. Det er en stor oplevelse at komme ud. Ja, det er en oplevelse for livet," siger Steffen, der beskæftiger sig med behandling af diabetes.
Så selv om både Dinna og Anne Mette i bund og grund blot skifter det ene universitet ud med det andet i denne uge, så er der altså langt mere i det end det.

Publiceret 30 January 2013 11:00