Mere end 200 mødte frem til Trekantområdets nytårskur.

Mere end 200 mødte frem til Trekantområdets nytårskur.

Nytårskur var en stor succes

Årets nytårskur for internationale medarbejdere og deres familier i Trekantområdet var et stort tilløbsstykke, hvor mere end 200 gæster mødte op

Det var Vejle Kommune, der i år var vært for Trekantområdets internationale nytårskur, og mere end 200 udenlandske medarbejdere og deres familier mødte i går op i Spinderihallerne.
Det var en fordobling i forhold til sidste år. Projektleder Adriana Stefanini fra Trekantområdet Danmark glæder sig over udviklingen:
"Det var fantastisk. Vi oplever stor interesse for det, vi laver og for vores område. I år kom der ikke bare flere gæster, men også gæster fra flere forskellige virksomheder. Samtlige kommuner i Trekantområdet var også repræsenteret, og der mødte folk op fra både, Århus, Sønderborg og Brande," fortæller hun.
De udenlandske medarbejdere kommer fra alle hjørner af Trekantområdet og er ansatte i blandt andet Siemens, Lego, LM Windpower, Bestseller, Danfoss, Vattenfall, Dan-Bunkering og Tre-For. Der var mere end 30 forskellige nationaliteter repræsenteret ved årets nytårskur.
Formålet med nytårskuren er at give udenlandske medarbejdere i Trekantområdet mulighed for at møde ligesindede og netværke med områdets erhvervsfolk og offentlige personer. Det kan være en udfordring at falde til og få nye venner, når man kommer fra udlandet og flytter til Danmark. Trekantområdet Danmark forsøger via aktiviteter og hjemmeside at hjælpe udenlandske medarbejdere og deres familie med hurtigt at få et netværk og føle sig hjemme.

Publiceret 30 January 2013 12:00