Brugsuddeler Kenneth Ørvad (th) og souschef Rasmus Dyrby ser frem til at byde kunderne indenfor i helt nye omgivelser.

Brugsuddeler Kenneth Ørvad (th) og souschef Rasmus Dyrby ser frem til at byde kunderne indenfor i helt nye omgivelser.

SuperBrugsen klar til åbning

Torsdag slår SuperBrugsen dørene op for en splinterny butik på Nymarksvej

Af
Lars Saugbjerg

Den gamle Starpipe-grund på Nymarksvej har fået nyt liv. Fakta har slået dørene op, og  torsdag er det SuperBrugsens tur.
"Vi åbner kl. 8, hvor Allan Simonsen klipper snoren, og vi har roser til de første kunder. Der bliver run på, for selvfølgelig har vi en hel masse gode åbningstilbud," lyder det lovende fra Kenneth Ørvad, der tiltrådte som brugsuddeler i den "gamle forretning" på den anden side af vejen for godt et år siden.
"Ved ansættelsen vidste jeg, at der var planer om en ny SuperBrugsen - men intet lå fast. Det er føste gang, at jeg er med til at åbne en helt ny forretning. Det er en udfordring, ikke mindst tidsmæssigt," erkender den 27-årige uddeler, der op til nyåbningen har haft lange arbejdsdage.
"Den gamle forretning skal jo sluttes godt af, så vi ikke skuffer vores kunder."

Mange forbedringer

Den gamle fabriksgrund har masser af parkeringspladser.
"Det har vi manglet," konstaterer Kenneth Ørvad, der ser frem til konkurrencen med Fakta, som ligger i samme bygning.
"Det er samme koncern, men ikke samme kæde. Så vi er både venner og konkurrenter. Vi får forhåbentlig en synergieffekt ved at ligge tæt. Vi kan supplere hinanden, og gøre stedet attraktivt for mange."
I forhold til den gamle butik byder den nye SuperBrugsen på åbenlyse forbedringer. Salgsarealet vokser fra 950 til 1.450 kvadratmeter. Gangene bliver bredere og det samme gør sortimentet.
"Vores Frugt & Grønt afdeling bliver meget større, og vi får et ferskvare-afsnit ud over det sædvanlige," siger souschef Rasmus Dyrby og tilføjer, at slagteren vi beskæftige sig mere med egenproduktion - alt fra sylte til rulle- og spegepølser.
"Slagteren vil betjene disken, og vi får også en større delikatesse samt en salatbar."
"Ja, selv vinafdelingen bliver større," supplerer Kenneth Ørvad.
Nyåbningen har medført ansættelse af tre ekstra medarbejdere, så SuperBrugsen-holdet nu består af 34 hoveder.
Ved indgangsdørene på Nymarksvej etableres i øvrigt en særskilt postafdeling. Og Postdanmark etablerer også en "Døgnposten", hvor det er muligt at hente pakker døgnet rundt.


"Denne butik er jo meget mere kundevenlig. Den er lys og lækker med brede gange, der gør den overskuelig."
Kenneth Ørvad
Brugsuddeler

Publiceret 30 January 2013 06:00