Elbiler vil skabe lokale jobs

Skal det kun være muligt at eje en elbil, hvis man bor tæt på en af Danmarks hovedveje?
Svaret er ja, hvis du spørger Venstre og Dansk Folkeparti. De sprang nemlig op som trold af en æske, da EU i sidste uge besluttede, at medlemslandene skal opstille i alt 795.000 ladestationer til elbiler inden år 2020.
I Danmark har vi i øjeblikket kun 280, som primært ligger langs hovedvejene. Det betyder, at folk i lokalområderne hidtil har været forhindret i at vælge en elbil. De vil nemlig hurtigt løbe tør for strøm uden ladestationer.
EU kræver, at Danmark opstiller 5.000 ladestationer i hele landet. Dermed vil det for alvor blive muligt at investere i en elbil ligegyldig, hvor man bor i landet. Opstillingen af ladestationer i hele EU betyder samtidig, at vi får mulighed for at køre meget lange afstande med sikkerhed for opladning undervejs.
Forestil dig at køre på sommerferie ned gennem Europa i en uge uden at bruge én eneste dråbe benzin. Det er da fremtiden. Udbygningen af ladestationsnettet er en fremragende nyhed.
Især for udkantsområder, hvor opstillingen af ladestationer også vil betyde arbejdspladser til lokale installatører.

Publiceret 30 January 2013 11:30