Gunnar Olsen (th) modtager 80 års medlemsnålen af formand Chris Hvid Hansen. (Foto: JCJ).

Gunnar Olsen (th) modtager 80 års medlemsnålen af formand Chris Hvid Hansen. (Foto: JCJ).

Gunnar Olsen tildelt 80 års medlemsnål

FODBOLD: Torsdag aften holdt Køge Boldklub ordinær generalforsamling i klubhuset på Køge Stadion.
Her kunne klubbens formand Chris Hvid Hansen, i forlængelse af bestyrelsens beretning, overrække intet mindre end en 80 års medlemsnål til Gunnar "Mona" Olsen.
Gunnar Olsen har gennem sine mange årtier som medlem af klubben dels været aktiv spiller i ungdomsårene og som senior og Old Boys. Da støvlerne var lagt på hylden helligede han sig jobbet som holdleder og medlem af klubbens holdudvalg. Det er blevet til mange hundrede kampe som holdleder på sidelinjen i de forskellige seniorrækker. Ja, selv klubbens divisionshold har haft fornøjelsen af Gunnar Olsens assistance, når der var afbud fra en af de faste holdledere på klubbens førstehold. Gunnar Olsen har aldrig sagt nej til at løse en opgave i klubbens regi.
Nu, hvor han med raske skridt nærmer sig sin 89 års fødselsdag, er Gunnar Olsen et trofast medlem af klubbens berømmelige "kaffehold" der mødes hver formiddag og drøfter verdenssituationen, samt det lige så kendte "Snurre Snup"-hold, der mødes hver søndag formiddag til et par timers hygge i klublokalerne.
Der var taktfaste klapsalver, da Gunnar Olsen torsdag aften modtog sin nål som det synlige bevis på 80 års tro medlemsskab af klubben.
Under eventuelt holdt formanden for Boldklubbens Venner, Joop Vos en tale for jubilaren og overrakte ham en gave - et gavekort til WIKA SuperBest i Køge - fra "vennerne".
Gunnar Olsen er én afde ganske få i dansk fodbold der har oplevet at modtage en nål for 80  års medlemsskab af sin klub. Bl.a. har B.93 to medlemmer som har modtaget 80 års nålen - Ove Jensen og Erik Brenting, mens Bendt Werge hos BK Frem nærmer sig denne milepæl med hastige skridt.
Udover Gunnar Olsen var der også medlemsnåle til Bent Sommer, Claus Larsen og Louise Jacobsen for 25 års medlemsskab, Ernst Petersen, Hans Peter Skovager og René Unger fik alle nål for 50 års medlemsskab, Erik Svendsen og Peter Smollerup for 60 år.
pm

En bevæget Gunnar Olsen med sin 80 års medlemsnål. (Foto: JCJ).

En bevæget Gunnar Olsen med sin 80 års medlemsnål. (Foto: JCJ).

Der var 60 års medlemsnål til Erik Svendsen (th).

Der var 60 års medlemsnål til Erik Svendsen (th).

Publiceret 01 February 2013 10:00