Rema 1000 hjælper langtidsledige i job

Mange langtidsledige med særlige udfordringer er i dag i ordinære jobs i Rema 1000 butik i Vejle

Rema 1000 butikken i Skolegade i Vejle er blevet kåret som Årets rummelige virksomhed 2012.
Butikken får prisen for at tage socialt ansvar og hjælpe en lang række ledige, der på grund af faglige, sociale eller personlige barrierer har haft meget vanskeligt ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. De ledige er i første omgang blevet ansat i praktik eller på særlige vilkår, men mange er siden blevet ansat på helt almindelige vilkår.
"Ingen udfordringer har været for store for virksomheden, og de har udvist et særdeles alsidigt og vedholdende engagement og iver i at gennemføre denne sociale opgave. Mange af de personer, der er startet med en praktik, er efterfølgende blevet ansat på ordinære vilkår. Det er også sket, fordi virksomheden ikke blot har interesseret sig for arbejdskraften, men også for selve mennesket bag og de personlige kompetencer de har haft," står der blandt andet i begrundelsen for kåringen af Rema 1000 som Årets rummelige virksomhed 2012.

Inspiration til andre

Det er andet år, prisen uddeles. Vejle Kommune håber, at kåringen vil inspirere andre virksomheder til at åbne dørene op for mennesker, der gerne vil i job, men har meget vanskeligt ved at klare de krav, som arbejdsmarkedet stiller til dem i dag.
"Vi har brug for, at virksomhederne hjælper kommunen med denne sociale opgave, og tro mig: En borger, som bliver hjulpet i job, vil være den mest loyale og pligtopfyldende medarbejder, man kan få," siger dommerkomitéens formand Christa Laursen.
Årets rummelige virksomhed kåres af Det lokale Beskæftigelsesråd og Jobcenter Vejle. Prisen er på 15.000 kroner.


De 5 finalekandidater til Årets rummelige virksomhed 2012 var:
Ammeraal Beltech Modular A/S, Hjulmagervej 21, 7100 Vejle
Rema 1000, Skolegade 28, 7100 Vejle
Dagli"Brugsen i Thyregod, Borgergade 28, Thyregod, 7323 Give
Danfoss A/S , Ulvehavevej 61, 7100 Vejle
OnLine Results A/S, Hjulmagervej 4A, 7100 Vejle

null

Publiceret 01 February 2013 10:00