Skolerne har i år tilmeldt et rekordstort antal elever til Uge Sex. Næsten 225.000 elever deltager på landsplan.

Skolerne har i år tilmeldt et rekordstort antal elever til Uge Sex. Næsten 225.000 elever deltager på landsplan.

Seksualundervisning, sundhed og trivsel på skemaet

I næste uge deltager 1.610 børn og unge fra 17 skoler i Fredericia Kommune i Sex & Samfunds rekordstore seksualundervisningskampagne Uge Sex

Hvert år i uge 6 tilbyder Sex & Samfund gratis undervisningsmateriale til seksualundervisningen i 2.-10. klasse og på ungdomsuddannelserne – i år med familien som det særlige tema.
"Temaet i år stiller skarpt på den betydning, som familien har for børn og unge, og på den mangfoldighed af familieformer, som børn og unge oplever i deres egne liv, blandt venner, i skolen og gennem medier og litteratur i dag," siger Grete Lyager, ledende sundhedsplejerske i Fredericia Kommune.
For første gang kommer Uge Sex også på skemaet i 2.-3. klasse. Det sker med materialer og emner, der er særligt tilpasset de små elever: Krop, følelser, venskaber, identitet og familie. For eksempel handler undervisningen om at have det godt: Hvad vil det sige at have det godt, og hvad skal der til for, at vi kan være sunde og raske og have det godt med vores venner og familie.

Reducerer mobning

"Når vi sammen med Trygfonden har udvidet kampagnen, er det fordi vi ved, at god seksualundervisning kan skabe større trivsel i klasserne og reducere mobning", siger projektleder i Sex & Samfund, Line Anne Roien.
"Undervisningen udvikler børn og unges indsigt i, at der ikke er en 'rigtig' måde, men mange måder at være pige og dreng på, se ud på og leve i en familie på. Det er en indsigt, som smitter af på det sociale samvær i klassen," siger hun.
I de ældre klasser handler undervisningen også om det spirende pubertets- og ungdomsliv og om emner som prævention, graviditet, sexsygdomme og seksualitet.

Publiceret 01 February 2013 07:00