Svenske Svärdström skal styrke EfB-defensiven

Det lykkedes EfB Ishockey at hente en defensiv forstærkning, inden transfervinduet lukkede i aftes.

Det lykkedes EfB Ishockey at hente en defensiv forstærkning, inden transfervinduet lukkede i aftes. 
Svenske Thomas Svärdström skifter til EfB Ishockey med øjeblikkelig virkning fra Copenhagen Hockey. Opgaven var stor hos Copenhagen på et ungt og urutineret dansk mandskab, hvor det er blevet til 4 mål og 4 assists i 31 kampe for den københavnske forstadsklub. Thomas Svärdström forventer også, at han kan tage de lederegenskaber med til Esbjerg.
"Jeg ser EfB Ishockey som en rigtig stor mulighed for at jeg kan udvikle mig som spiller og fortsat spille ishockey på et højt niveau, nu når Copenhagens chancer for at komme i slutspillet er udspillet. Jeg håber, at jeg kan bidrage en masse med min fysik og få ryddet op foran målet, og så håber jeg også at mit skud og hurtige spil med pucken kan styrke EfB," fortæller Thomas Svärdström, der dermed bliver den ottende udlænding i EfB Ishockey, og dermed gør truppen komplet, før et spændende slutspil venter.
Den 24-årige back har tidligere primært spillet i den svenske 1.division for klubber som Olufströms IK og Valbo HC, men springet til dansk ishockey har kun gjort ham bedre. Kendskabet til de øvrige hold i Danmark er også kun en fordel for Svärdström og EfB Ishockey.
"Jeg ved, hvad Esbjerg står for og har et godt indtryk af klubben og den måde de spiller på, så jeg håber virkelig, at jeg hurtigt falder til. Holdets formkurve og præstationer går også kun en vej, så jeg glæder mig meget til at blive en del af det, og jeg tror bestemt, at vi kan overraske mange hold i slutspillet," understreger Thomas Svärdström.
Første træningspas med de nye holdkammerater bliver på mandag, da der lige nu er landskamppause for EfB Ishockey i AL-Bank Ligaen.

Publiceret 01 February 2013 14:15