Læserbrev:

Politiet lusker sig til penge i statskassen

Af
Af Ole Christiansen

Nymarksvej 94

Fredericia

LÆSERBREV: Jeg synes, det er fint, at vi gør alt for at nedbringe antallet af fartglade bilister, som ikke kan finde ud af at holde foden fra speederen på strækninger, hvor det højst er tilladt at køre 40/50 km i timen. Men jeg synes efterhånden, at det præventive arbejde for at sikre, at antallet af ulykker/uheld daler betragteligt har nået en grænse.
Dermed mener jeg, at ATK (Automatisk Trafikkontrol), af politikerne på Christiansborg er gjort til en ren pengemaskine, hvor det primært drejer sig om at kradse så mange beløb ind som muligt til staten.
Politikerne har bevilget en del millioner til indkøb af ekstra vogne (såkaldte folkevogns-transportere). Der var tidligere 25 på landsplan. Nu skal der være 100. Samtidig er bøderne steget til det dobbelte. Minimumstaksten starter ved 1.000 kr.
Jeg kender mange, som er røget i "fælden". Ja, faktisk er der snart ingen, som er gået fri. Nogle er endda snuppet flere gange på kort tid. Og det tror da pokker.
Politiet er nemlig så lusket, at de kun holder de steder, hvor der er størst chance for gevinst. Lad mig give nogle eksempler:
1. På veje, hvor der i en kort periode kun må køres 40/50 km i timen.
2. På lidt større veje, hvor der en overgang er en lang, lige strækning med gode oversigtsforhold og ofte ganske lidt trafik (der må dog kun køres 50 km i timen).
3. For foden af en bakke (selvfølgelig aldrig på toppen af en bakke), hvor det er svært at holde sig på de 50 km.
Det viser jo noget om, at politiet ved, hvor de kan fange flest i fotofælden, men intet om, at bilisterne generelt holder sig til fartgrænserne.
Min påstand er, at politiet (ofte en politibetjent på efterløn) på to timer kradser mellem 100.000 og 200.000 kr. ind. Jeg stod selv og kiggede på en ATK-vogn i bare to minutter på en trafikeret vej, og fem gange blev der blitzet i det tidsrum.
Efterhånden holder ATK alle steder på alle tidspunkter, og det er selvfølgelig fint for statskassen, men fremmer det trafiksikkerheden? Jeg er meget i tvivl. Synes, at politiet på udsatte steder med mange ulykker skal gøre en indsats, men den nuværende strategi er mere et forsøg på at skrabe så mange penge ind som muligt.

Publiceret 01 February 2013 10:00