Finn Gerdes.

Finn Gerdes.

Giver varmeregningen kuldegysninger?

Der er mange penge at spare ved at skifte til fjernvarme

Hvordan opnår jeg en mindre varmeregning?

Af
oashvidovreavis.dk

Det spørgsmål er der nok mange, der stiller sig selv her i vinterens kuldeperiode. Og svaret er ganske enkelt: Du har to muligheder! - Enten kan du sænke dit energiforbrug, eller også kan du gå over til en anden energiforsyning... Den første mulighed kræver typisk, at du selv er en ihærdig medspiller ved f.eks. at tage mere tøj på indendørs, medmindre du ved relativt få og hurtige tiltag, kan forandre energiforbruget i din bolig - eksempelvis ved øget isolering på loftet eller i hulmuren. Det kræver ofte betydelige investeringer i huset. Den anden mulighed er noget hurtigere. Er dit område udlagt som fjernvarmeområde, så er der hurtige penge at hente, hvis du går fra olie eller gas til fjernvarme. Der er godt nok udgifter forbundet med omlægningen til fjernvarme, men de er tjent hjem igen i løbet af en kortere årrække. Skattefri gevinst Formanden for Hvidovre Fjernvarmeselskab (HFS), Finn Gerdes, opfordrer alle, der har muligheder for at tilslutte sig fjernvarme, at undersøge deres økonomi nærmere ved en omlægning til fjernvarme. - Vi kan oven i købet stille en finansiering til rådighed for en omlægning, som ikke giver dig flere udgifter om måneden, og som sikrer dig billig og miljørigtig varme samt øget værdi, siger Finn Gerdes... Besparelsen ved overgang til fjernvarme kan nemlig i de fleste tilfælde klare mere end afdrag og forrentning ved et eventuelt lån til konverteringen, og det gælder i alle tilfælde ved konvertering fra olie til fjernvarme. Januar er netop passeret, og normalt er januar en af de dyre varmemåneder i året. Hvidovre Fjernvarmeselskabs administrator, EBO Consult, har kigget på udgifterne ved at opvarme et 130 m2 parcelhus med et årligt forbrug på 18 MWh (Energistyrelsens grundlag for en standardberegning på energiforbruget). Er du på olie med et fyr med en virkningsgrad på 80 procent, vil energiudgiften inkl. alle udgifter være på 3.970 kr. for januar i et normalår. Er du på naturgas med et fyr med en virkningsgrad på 90 procent, vil energiudgiften inkl. alle udgifter være på 2.418 kr. for januar i et normalår. Er du på fjernvarme vil udgiften inkl. alle udgifter være på 1.804 kr. for januar i et normalår. Hvis du er på olie eller naturgas i stedet for fjernvarme, betaler du altså henholdsvis 120 procent og 34 procent mere for dit energiforbrug for januar i et normalår. Spørgsmålet er, hvorfor du ikke vil spare de penge, der er skattefrie? Du kan få omlagt din energiforsyning til fjernvarme i en fart, hvis du er i et område, der er udlagt til fjernvarme. Se mere på www.udbygning.dk.

Publiceret 05 February 2013 08:00