Anne Ristorp Kraufeldt

Anne Ristorp Kraufeldt

Synes du, at det er ok?

Det kan virke som en lille ting at debattere: Skal drenge og piger klæde om i de samme omklædningslokaler og dele bad efter gymnastiktimerne i folkeskolen. Skal de overhovedet? Og hvis de skal - på hvilket klassetrin skal de så deles op? Selvom debatten kan virke banal og måske også overdramatiseret, så prøv at stil spørgsmålet næste gang, du er sammen med dit barns klassekammeraters forældre - eller næste gang, du ser en ven med børn i skolealderen. Så vil du måske opleve, at diskussionen er alt andet end banal. Jeg har forsøgt det for at vejre, hvor delte meningerne er. Og jeg kan afsløre, at i min omgangskreds er meningerne lige så delte, som de er på Hvidovres folkeskoler. Det er i 2013 langt fra alle, der mener, at nøgenhed er så naturligt, at børn op til 10 år skal finde sig i at bade med det modsatte køn. Enkelte (kvinder) kan endda huske, da de selv var tvunget til at bade sammen med drenge og mandlige lærere på min gamle folkeskole - og de kan huske, at de ikke havde det godt med situationen. Og det er immervæk -(*host*) - snart tre årtier siden i en tid, der stadig var præget af 70¿ernes flowerpower generation. Samtidig mener mange, at forældre i 2013 er for pylrede, og at det er dem, der ¿pådutter¿ deres børn en generthed, som slet ikke bør findes hos børn. At man i dén grad seksualiserer børn ved at mene, de i indskolingen er for gamle til at bade sammen med det modsatte køn. Jeg ville ønske, at vi levede i en verden, hvor børn var børn, og slet ikke skænkede deres krop en tanke. Men omvendt lever vi en verden, hvor børn konstant har adgang til kropsfikserede TV-programmer, til pornoblade i øjenhøjde på tankstationerne og i et samfund, der dårligt nok vil lade en mandlig pædagog skifte ble i vuggestuerne. Skal vi virkelig forvente, at børn slet ikke præges af de voksnes egne regelsæt og grænser? Eller skal vi bare flowerpowere os igennem endnu et årti og gladeligt bilde os selv ind, at børn ikke skænker en tanke om de står overfor en nøgen dreng eller pige?

Publiceret 05 February 2013 08:00