Tapperiet i Køge. (Foto. John Khan).

Tapperiet i Køge. (Foto. John Khan).

Tapperiet fejrer syv kanongode år

Fødselsdagsfest, rockkoncert tilsat strygerkvartet og søndags Jazzbrunch på Tapperiet

KØGE: Tapperiets programkalender byder i denne uge på tre spændende og alsidige arrangementer.
På torsdag den 7. februar er det præcis 7 år siden, at ungdomskulturhuset slog dørene op for første gang og Tapperiet vil gerne markere denne dag, og den forrygende udvikling huset har været igennem siden opstarten, i selskab med alle husets brugere, venner og øvrige interesserede.
Eftersom det er en 7 års fødselsdagsfest og datoen ligger tæt på fastelavn, afholdes festen med kombineret børnefødselsdags/fastelavnsfest tema, med alt hvad sig dertil hører. Der inviteres således til røde pølser, sodavand, kagemand, varm kakao, konkurrencer, tøndeslagning, bedste udklædningskonkurrence med mere…
Fødselsdagsfesten starter kl. 18.00 og alle der er fyldt 15 år kan deltage. Det er gratis at deltage i fødselsdagsfesten.
Fredag den 8. februar gæster sangskriveren Jens Jepsen med band Tapperiet, for at give koncert som del af en lille, eksklusiv sjællandsturné. Jens Jepsens musik er inspireret af de sene Beatles plader og live bakkes musikken op af et 6 mands beat-orkester tilsat en klassisk strygerkvartet, der smyger sig som en elegant understrøm gennem numrene.
Med sit enkle og lyriske tekstunivers placerer Jens Jepsen et ucensureret spejl foran lytteren, for hvem det bliver svært, ikke at identificere sig med smerten fra fortidens brændemærker, nutidens længsler og fremtidens håb.
Fredagens koncert medJens  Jepsen starter klokken 21.00 og billetter kan købes i forsalg på www.billetlugen.dk, i Tapperiets café eller i entréen på selve aftenen.
Søndag 10. februar inviterer Tapperiets Jazz-udvalg indenfor i Tapperiets café til en lækker omgang søndagsbrunch krydret med Jazz i særklasse.
Fra kl. 11.00 kan man få kickstartet sin søndag med en bugnende brunchbuffet bestående af både varme og kolde retter.
Efterfølgende går Ankarfeldt/Marcio Quartet feat. Christina von Bülow på scenen. Den begavede og efterspurgte kontrabassist Morten Ankarfeldt, har i samarbejde med Brasiliens største upcomming guitartalent Caio Marcio skabt albummet ”Rio em Vermelho e Azul” (Rio i Rød og Blå) - en enestående kombination af skandinavisk melodi og brasilianske rytmer.
Musikken på ”Rio em Vermelho e Azul” består af originale kompositioner, krydret med personlige arrangementer af ældre brasilianske numre. Her smelter to geografisk distancerede musikaliteter sammen til et unikt, friskt og inspirerende udtryk.
De to musikere mødtes i musikkens eksotiske hovedstad, Rio de Janeiro, og har de seneste år udfordret hinandens musikalitet i såvel Danmark som Brasilien. ”Rio em Vermelho e Azul”, indspillet med nogle af Rio's bedste musikere, præsenteres her til koncerten sammen med den danske lyriske saxofonist Christina von Bülow der som bekendt har en stor forkærlighed for de brasilianske toner!
Den energiske brasilianske trommeslager Cassius Theperson med rødder i nord Brasilien leverer nærværende og energiske rytmer der er svære at sidde stille til.
Billetter til Jazzbrunch kan købes i forsalg på Tapperiet, på www.billetlugen.dk eller i døren på selve dagen. Brunchbuffeten er inkluderet i prisen.
pm

Jens Jepsen.

Jens Jepsen.

Publiceret 05 February 2013 10:00