Der var både kontanter og blomster til de unge piger, da der var uddeling af legater fra Lektor Arne Harritsøs Fond. Fra venstre mod højre ses Line Søgaard Christensen, Eldina Jaganjac og Anne Louise Bank Kodal. Foto: Rune Weitling

Der var både kontanter og blomster til de unge piger, da der var uddeling af legater fra Lektor Arne Harritsøs Fond. Fra venstre mod højre ses Line Søgaard Christensen, Eldina Jaganjac og Anne Louise Bank Kodal. Foto: Rune Weitling

Gamle elever hædret med 150.000 kroner

Tre gamle elever fra Rybners blev hver 50.000 kroner rigere i sidste uge. Men bare rolig, pengene skal ikke bruges på tant og fjas

Af
Rune Weitling

Smilene var ikke overraskende ualmindeligt brede, da Anne Louise Bank Kodal, Eldina Jaganjac og Line Søgaard Christensen i sidste uge blev kaldt frem foran hundredvis af nuværende Rybners elever.
De tre er alle tidligere elever påskolen, og for fælles for dem alle er også, at de er ualmindelig dygtige til det, de nu engang laver. For det blev de hyldet i sidste uge, hvor der var uddeling af tre store Arne Harritsø Fonds legater på hver 50.000 kroner.
Eldina Jaganjac, der dimitterede i 2008, begyndte sidste sommer på New York University som filminstruktørstuderende. Hun var således blandt den ene procent af ansøgerne, der blev optaget på kandidatuddannelsen Master Of Fine Arts in Film Production. Uddannelsen svarer til Instruktøruddannelsen på Den Danske Filmskole, men forskellen på at tage uddannelsen i New York og ikke herhjemme, er, at skolen ligger i top tre på verdensplan. Blandt andet har instruktører som Martin Scorsese og Woody Allen gået på skolen.
Eldina ønsker at lave film, der handler om menneskers psykiske forhold, historier og muligheder, da hun selv som 4 årig kom til Danmark som flygtning fra Bosnien. Hun voksede således op i Esbjerg med forældre, der var mærket af krigen. Legatet skal bruges til uddannelsesudgifterne.

Ikke tænke på økonomi

Anne Louise Bank Kodal dimitterede i 2007, og har siden studeret på Medicinalkemi ved Kemisk Institut på Aarhus Universitet.
Hun er nu PhD studerende ved Center for DNA Nanoteknologi og i den forbindelse været involveret i en række forskellige forskningsprojekter alle indenfor DNA nanoteknologi. Forskningsgruppen har særlig fokus på DNA origami-teknikken og dennes anvendelsesmuligheder. Annes legat skal bruges som støtte til et studieophold på Harvard University.
"Jeg tager af sted i slutningen af næste måned og kommer hjem igen efter cirka et halvt år. Jeg er virkelig glad for den her støtte, for det betyder, at jeg kan fokusere mere på min forskning og mindre på økonomien," fortæller Anne Louise, hvis interesse for kemi rent faktisk blev vakt på Rybners Gymnasium af lærer Ole Sand. Om alt går vel er hun færdiguddannet den 31. oktober 2015.
Endelig fik Line Søgaard Christensen, der dimitterede i 2004, er legat. Hun har siden 2006 studeret Teologi på Aarhus Universitet, hvor hendes forskningsfelt er Det Gamle Testamente.
Hun har desuden arbejdet med forskellige grene af teologien, bl.a. har hun taget et sprogkursus i akkadisk og haft et forløb med metaforer i de gammeltestamentlige salmer. Legatet ønsker Line at bruge til hendes studieophold i 2014 på Hebrew University, Jerusalem, hvor hun kan få drøftet forskellige emner. Samtidig vil hun med opholdet kunne forbedre hendes sprogkundskaber i hebraisk.

Publiceret 06 February 2013 11:45