(Arkivfoto).

(Arkivfoto).

Påkørt pige fik bækkenbrud og hjernerystelse

44-årig fører af varebil anholdt for spirituskørsel og uagtsomt at have forvoldt personskaden på 13-årig pige i anledning af uheldet.

KØGE: Politiet i Køge fik tirsdag eftermiddag kl. 13.35 via alarm 112 melding om et færdselsuheld i krydset Stensbjergvej-Tigervej, hvor en varebil havde påkørt en cyklist.
Politiet kørte straks til stedet og fik kontakt med flere vidner, herunder en bilist, som rutinemæssig filmede egen kørsel og nu også dette færdselsuheld.
Føreren af varebilen – en 44-årig mand fra Køge – blev efter en alkotest skønnet påvirket af spiritus, hvorfor han blev anholdt med henblik på udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Krydset blev kortvarigt afspærret i forbindelse med politiets undersøgelser, hvilket betød at bustrafikken midlertidigt måtte omdirigeres.
Den 44-årige var i sin varebil kørt ad Stensbjergvej mod syd, da han påkørte en 13-årig pige fra Køge. Hun var sammen med nogle skolekammerater i færd med at krydse Stensbjergvej i det sydlige fodgængerfelt.
Den 13-årige blev i en tilkaldt ambulance bragt til skadestuen, hvorefter hun blev indlagt til behandling for en kraftig hjernerystelse og bækkenbrud.
Den 44-årige blev ud over spirituskørsel også sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om uagtsomt at have forvoldt personskaden på den 13-årige i anledning af uheldet.
- Politiet skal nu have vidnets video nærmere undersøgt for at finde ud af, om den 44-årige bilist i forbindelse med uheldet kørte frem mod rødt lys i krydset.
Den 44-årige har overnattet i et arresthus og vil i dag, onsdag, blive fremstillet i et grundlovsforhør ved retten i Roskilde, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
pm

null

Publiceret 06 February 2013 12:00