(Foto: Køge Kyst).

(Foto: Køge Kyst).

Dyrk en have på Søndre Havn i Køge

Haveforedrag afholdes som optakt torsdag den 28. februar i Den Gule Hal.

KØGE : Til foråret skal det spire og gro i 50 nye Havnehaver på Søndre Havn. Alle interesserede kan skrive sig op til en have, og Køge Kyst og Det Grønne Hus inviterer til et indledende foredrag om Havnehaverne og nyttehaver i byen torsdag den 28. februar.
I de senere år er det blevet populært – både herhjemme og i udlandet - at dyrke haver i fællesskab i byerne. Fænomenet, der på engelsk hedder ”urban gardening”, kommer nu til Køge i form af 50 såkaldte Havnehaver. De nye Havnehaver bliver placeret sammen med et udekøkken ved Opdagelsen på Søndre Havn. Her kan borgere, restauranter og institutioner allerede til foråret dyrke krydderurter, grøntsager og blomster på havnen.
- Havebrug i byerne er en fantastisk mulighed for at så og høste, fremme det lokale fællesskab og samtidig gøre noget godt for klimaet. Og så er det en naturlig måde at lære børnene om, hvor vores mad kommer fra og hvordan man får den til at vokse, siger Henrik Lerdorf fra Det Grønne Hus, som sammen med Køge Kyst står bag Havnehaverne.
- Vi håber mange har lyst til at få en havnehave og producere deres egne grøntsager og krydderurter. Måske opstår der en særlig brug og et særligt fællesskab omkring haverne og det nye udekøkken som giver erfaringer til, hvordan de grønne områder i den kommende bydel skal udformes, siger chefkonsulent Siv Raun Andersen fra Køge Kyst.

Kom til haveforedrag

Som optakt til det nye grønne liv på Søndre Havn inviterer Køge Kyst og Det Grønne Hus til et foredrag torsdag den 28. februar fra kl.17-19. Her vil oplægsholder Signe Sloth Hansen fortælle mere om erfaringerne med fælles nyttehaver og det frivillige engagement omkring dem, som hun har studeret både i Danmark og i udlandet.
Signe Sloth Hansen vil fx komme med konkrete eksempler på allerede eksisterende haver, som måske kan inspirere de fremtidige haver på Søndre Havn. Derudover vil hun komme med anbefalinger til, hvordan et havefællesskab bedst kan organiseres, og hvad man især
skal være opmærksom på.
Alle interesserede er velkomne til det gratis arrangement torsdag den 28. februar fra kl.17-19 i Gule Hal, Strandpromenaden 1 i Køge. Efter oplægget bliver der serveret varm suppe med brød.
Ønsker du allerede nu at skrive dig op til en af de gratis Havnehaver, er du velkommen til at kontakte henrik@detgroennehus.dk .
pm

Kommende arrangementer om Havnehaverne

Nytten ved nyttehave i byen. Foredrag den 12. marts kl. 17-19.
Højbede og havnehaver. Værksted den 20. april kl. 13-16.
Plantetid i havnehaverne. Værksted. Den 18. maj kl. 13-16.
Pasning af havnehaverne. Værksted. Den 23. juni kl. 10-12.
Relaterede arrangementer
På opdagelse i den danske mad. Med smagsprøver. Foredrag. Den 16. april kl. 19.
Folkekøkkenet goes gourmet og havnens haver og bier. Madskole. Den 24. maj kl. 15.30-18.30.
Madskole med lokale mesterkokke. Oplev havnens spisekammer. Madskole. Den 23. juni kl. 12-15.
Smag og opdag middelaldermad. Madskole. Den 29.-30. juni kl. 13-17.

Publiceret 13 February 2013 09:00