Skak på skoleskemaet på Blåbjerggårdskolen fredag formiddag.

Skak på skoleskemaet på Blåbjerggårdskolen fredag formiddag.

Skolelever sætter skak på skoleskemaet

Sammen med 10.000 andre satte elever på Blåbjerggårdskolen sig til skakbrætterne

Af
Louise Ritter

Dansk, matematik og al almindelig undervisning blev fredag morgen sat skakmat på Blåbjerggårdskolen, da 64 elever fra skolens fjerde og sjette klasser i stedet for at pakke skoletaskerne ud satte sig til rette overfor hinanden med skakbrætter mellem sig.
Blåbjerggårdskolen havde nemlig som en ud af tre skoler i Esbjerg Kommune valgt at tage del i Skolernes Skakdag - en slags hjernegymnastikkens svar på Skolernes traditionsrige motionsdag, der i 30 år er blevet afholdt over hele landet fredag inden efterårsferien.

Skoleskak har vokseværk

På Blåbjerggårdskolen er det langt fra alle elever på fjerde og sjette klassetrin, der kender skakreglerne, men efter at alle har fået en fælles introduktion til spillet, er de 64 elever blevet delt ind i grupper alt efter, hvor højt et niveau de vil spille på. Nogen spiller kun med bønderne, mens andre også har tårne og dronninger med.
Endnu er skoleskak forbeholdt skoler på Fyn og i Jylland, men det er håbet at gøre dagen landsdækkende med tiden. Dagen arrangeres af Dansk Skoleskak, der arbejder for øget læring og uddannelse. Ifølge organisation viser både danske og udenlandske undersøgelser, at skoleskak styrker børn og unges sociale og faglige udvikling - særligt de analytiske, kreative og matematiske evner udvikles.

Publiceret 13 February 2013 07:30