Borger truet væk af bande fra Ellemarkens område!

Jeg havde tirsdag aften en temmelig chokerende oplevelse i mødet med et bandemedlem.
Jeg bor 10 km syd for Køge by, og skulle ved 20.00 tiden hente min søn hos en kammerat, der bor i Ellemarken i Køge.
Som jeg har gjort en del gange før, kører jeg ind i Ellemarkens boligområde fra Gymnasievej, og op gangs boligblokken. Jeg bemærker en flok drenge, der står oppe for enden, og bliver allerede der lidt utryg. Jeg låser bilens døre, mens jeg vender bilen og holder for at vente på, at min søn kommer ned til mig.
Så banker en maskeret ung mørk mand på mit bilvindue. Hvad gør man! Tankerne var mange, mens jeg overvejede, hvad jeg skulle gøre. Jeg rullede vinduet en anelse ned, og spurgte, hvad han ville sige. Han bad mig om at forsvinde, og sagde til mig:
Du kan ikke komme kørende på den måde, med langt lys (hvilket jeg ikke havde) og køre herop og vende og holde her. Du skal køre din vej, ... her sker ting og sager i øjeblikket, og du må ikke være her. Det er for din egen skyld!
Mange ting nåede at ryge igennem hovedet, på det korte øjeblik. Blandt andet, at han havde smukke øjne, og at hans mor ville blive ked af det, hvis hun så sin søn sådan.
Men jeg blev også meget bange og skræmt. Jeg havde svært ved at vurdere, om jeg risikerede at blive fanget i en skudduel få sekunder efter. Samtidigt var min teenagesøn på vej ned til mig, og jeg skulle dels have ham med mig, og dels var jeg også bekymret på hans vegne.
Jeg spurgte fyren, om jeg ikke måtte hente min søn. Jo selvfølgelig, sagde han, og gik. Jeg tror egentlig, at han følte det forkert, at sige det til mig. Men omvendt, så gjorde han det. Og faktum er, at jeg, som helt almindelig borger i Køge Kommune blev truet væk fra Ellemarkens område, på trods af, at jeg kommer i et helt uskyldigt ærinde.
Min søn oplyste mig om, at det er et medlem af Black Cobra, og at der er 'krig' mellem dem og Banditos. De patruljerer i Ellemarken. En viden der åbenbart er helt almindelig blandt de unge.
Da jeg kommer hjem, og chokeret fortæller andre om min oplevelse, fik jeg at vide, at andre (almindelige) unge har haft samme oplevelse, og sågar en journalist, der bor i området, bliver passet op, og får at vide, at vedkommende ikke må gå med hætte!
Det er jo virkeligt et skråplan vi er på vej ud i her. I flere år har jeg ofte tænkt, at det måtte være et helvede at være ung dreng i Køge. Der hersker en junglelov, som er helt uacceptabelt. Når jeg hører om hvad der sker i byen, også på helt almindelige aftner, i weekender og til f.eks. Køge Festuge, så er jeg alvorligt bekymret.
Hvornår er nok nok? Hvad vil man gøre for at få stoppet de bandetilstande og den lovløshed, der hersker og udvikler sig med bekymrende hast i Køge?
Jeg tror desværre ikke, at de fem nye gadeplanmedarbejdere, som borgmester Marie Stærke vil ansætte er nok. Eller rettere 'grundlæggende' nok. Jeg mener, at der skal både forebyggelse og konsekvens til. Vi skal sikre, at vores unge ikke når så vidt, som til at blive medlem af en bande.
Vi skal sørge for, at der er steder de kan være og aktiviteter de kan blive involveret i.
Lige nu har de unge ingen steder at være. De unge som ryger ind i banderne, er ikke dem, der tiltrækkes af Tapperiet. Rodløse unge mødes i stedet på benzintanke og børneinstitutioners mørklagte udearealer og en bekymrende stor flok finder tilsyneladende også et fællesskab i, at samle sig i sociale banderelationer, og beskytte deres 'territorier' rundt om i byen.
Så sent som i går havde Marie Stærke bedt politiet orientere kommunens økonomiudvalg (hvorfor kun dem?) om bandesituationen i Køge.
Politiet siger, at de har styr på situationen. Det håber jeg virkelig. Men det var bestemt ikke den følelse jeg sad med, da jeg med bankende hjerte, i går blev truet væk fra Ellemarken.
Selv om jeg var bange, så vil jeg heller ikke finde mig i at blive truet på den måde. Derfor har jeg også meldt situationen til politiet. Men det stopper jo desværre ikke der.
Noget må gøres. Vi må sætte langt mere grundlæggende og tidligere ind over for de store bandeproblemer, som vi har i Køge. Den udvikling skal stoppes. Det er simpelthen uacceptabelt, at vi ikke længere kan færdes trygt i vores egen by og kommune!
Vi lever i en retsstat, og det kan ikke være meningen, at en flok utilpassede unge kan 'regere' efter jungleloven over vores boligområder og skyde løs i gaderne med fare for alt og alle!

Publiceret 13 February 2013 15:00