Alternativ Messe i Heart Flow Centeret

Traditionen tro afholdes der igen i år en Alternativ Messe i Heart Flow Centeret i Esbjerg

Lørdag den 23. februar kl. 11 – 15 er alle velkomne til at kigge forbi Heart Flow Centeret i Esbjerg, hvor der er Alternativ Messe.
Hvis man har lyst til at prøve en gratis alternativ behandling, er der mulighed for at vælge mellem healing, kranio-sakral-terapi, massage, zoneterapi og akupunktur. Desuden kan man købe åndelige bøger og meditations-cd?er i bogbutikken, og der vil også være lejlighed til at hygge sig med kaffe/te og hjemmebag.
Til dagligt danner Heart Flow Centeret rammen omkring åbne arrangementer de fleste af ugens aftener og i weekenderne ud fra emner, der vedrører meditation, healing og selvudvikling. Heart Flow Centeret, der er beliggende i Strandbygade 46 B er trukket lidt tilbage fra den travle gade, idet man skal igennem en port og over en lille gård for at nå frem til Centeret. Som det fremgår af Centerets arrangementskalender, er der plads til både fordybelse, indre stilhed, foredrag, kurser, uddannelse, healing og andre alternative behandlinger. Hver mandag aften kl.19 er der eksempelvis en fælles meditation, hvor alle, både nybegyndere og øvede kan deltage.
Heart Flow Centeret og dets mange aktiviteter drives af Heart Flow Foreningen, der er en åben forening af åndeligt interesserede mennesker. Alt arbejde i forbindelse med Centeret udføres frivilligt og ulønnet, og et af foreningens formål er, at arrangementerne skal være så billige, at alle har mulighed for at deltage. Man kan læse mere om Heart Flow Centeret på hjemmesiden: www.heartflow.dk

Publiceret 22 February 2013 10:15