SønderjyskEs topscorer forlader klubben efter denne sæson.

SønderjyskEs topscorer forlader klubben efter denne sæson.

Farvel til en stor profil

Eyjolfur Hedinsson forlader SønderjyskE efter denne sæson. Islændingen fortsætter karrieren hos FC Midtjylland

SønderjyskE Fodbold må efter indeværende sæson sige farvel og tak for kampen til holdets kantspiller Eyjolfur Hedinsson. Islændingen fortsætter fodboldkarrieren i FC Midtjylland.
Sportschef Ole Nielsen er ikke overraskende ked af, at man skal sige farvel til den populære spiller, der pt. også er holdets topscorer:
"Vi har naturligvis gjort, hvad vi kunne for at beholde Eyjolfur Hedinsson i SønderjyskE. Det kunne desværre ikke lade sig gøre, og vi respekterer at han efter sommerpausen ønsker at prøve sig af i en anden klub.
Eyjolfur Hedinsson har udviklet sig til den profil, vi håbede på, da vi i sin tid hentede ham i Gais. Han er blevet en rigtig målscorer, der, sammen med et stort løbearbejde, altid leverer en forbilledlig indsats i alle kampe."
"Vi takker Eyjolfur Hedinsson for hans store hjerte og indsats i den lyseblå trøje, og ønsker ham lykke til med de fremtidige udfordringer," slutter Ole Nielsen.
For Eyjolfur Hedinsson har opholdet i SønderjyskE været en spændende rejse:
"På den ene side glæder jeg mig selvfølgelig til de nye udfordringer; men er også ked af at forlade SønderjyskE. Jeg har haft en fantastisk tid i klubben, hvor jeg på alle områder har været omgivet af dejlige mennesker.
Jeg er stolt af, at jeg har ydet mit bidrag til klubbens bedste placeringer, to sæsoner i træk. Jeg har været i SønderjyskE siden vinteren 2011, og synes nu at tiden er inde til en ny udfordring, hvor jeg kan udvikle mig videre som spiller og menneske. Nu gælder det forårets svære kampe, hvor jeg vil gå fuldt og helt til opgaverne. Jeg er overbevist om, at vi kommer til at gøre det rigtig godt," understreger Eyjolfur Hedinsson.

Publiceret 22 February 2013 08:15