Skunklaboratorium ransaget i Grimstrup

Yderligere tre skunklaboratorier ransaget og vietnamesere anholdt mens store mængder udstyr til fremstilling af skunk blev beslaglagt

Af
Kim Schou

Syd- og Sønderjyllands Politi har i samarbejde med politiets specialgruppe Task Force Vest ransaget fire adresser. Det viste sig, at der alle steder var eller havde været skunk-laboratorier.
På Dalmosevej i Grimstrup ved Årre lå der også et skunk-laboratorium. Her blev ikke truffet eller anholdt nogen personer, men beslaglagt en større mængde skunk-planter samt produktionsudstyr.

Nordborg
På Nordborgvej i Nordborg fandt politiet et hus, som var indrettet til fremstilling af skunk. I forbindelse med ransagningen dukkede to vietnamesiske mænd op. Da de opdagede politiet, forsøgte de at flygte til fods. De blev løbet ind og anholdt. De to mænd på 31 og 44 år er i dag klokken 12 fremstillet i grundlovsforhør i retten i Sønderborg.

Lysabild
I Lysabildgade i Lysabild på Sydals lå der ligeledes et hus med et fuldt fungerende skunklaboratorium. Her blev der beslaglagt en større mængde hampplanter. En 33-årig vietnamesisk mand blev truffet og anholdt på stedet. Han blev også fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Sønderborg klokken 12.

Egebæk
På Harevej i Egebæk ved Ribe viste et hus sig at indeholde et skunk-laboratorium. der var nedlagt for nylig. På ejendommen blev en 46-årig vietnamesisk mand anholdt. Han er blevet fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Esbjerg klokken 11.30.

Syd- og Sønderjyllands Politi har foruden planter beslaglagt de store mængder professionelt udstyr, der befandt sig på adresserne.

Publiceret 22 February 2013 08:00