Ikke bare en lokalrevy

Løjt Revyen har generalprøve den 7. marts

Af
Mette Henriksen

Bor du i Løjt-området, og er du til sketche og sange, så kan du glæde dig. Løjt revyen er nemlig på trapperne.
I weekenden den 2.- 3. marts lægger revy-instruktør Bjarne Sloth Thorup sidste hånd på værket, så alt kan være klart til generalprøven torsdag, den 7. marts. Og så går det ellers løs i Løjt Forsamlings- og Kulturhus, hvor forestillingerne begynder klokken 19.30.
"Løjt Revyen er ikke bare en lokalrev. Revyens monologer, sketch og sange kommer vidt omkring og fortæller om livets gang i Danevang år 2013, og det kommer der noget ganske fornøjeligt ud af," fortæller en af de lokale idlsjæle bag revyen, Nina Havelund, som er medforfatter på løjerne.
I alt 13 skuespillere er med på scenen i år. Ny i revyen er Jane Lycke, mens Per Duborg Boisen er vendt tilbage efter en længere pause. Man kan også glæde sig til et genhør med Torben Johnsen, der står for det musikalske. Torben Johnsen, der har afløst Doris Sommerlund, var en af revyens første pianister tilbage i 1980?erne og 1990?erne.
Bortset fra en enkelt tekst, som er skrevet af Knud Fischer, er teksterne skrevet af lokale forfattere, nemlig Carl King, Doris Sommerlund og Nina Havelund.
Ud over generalprøven, der er forbeholdt pensionister, er der kun fire muligheder for at se revyen i år. Der er medlemsforestillinger den 8. og den 17. marts og åbne forestillinger den 10. og 13. I modsætning til de to sidste år er der ingen lukkede ekstraforestillinger.
Man kan stadig nå at blive medlem af Kom sammen i Løjt og komme og se revyen til en af medlemsforestillingerne, hvor snitter og kaffe er inkluderet i entréprisen. Interesserede kan henvende sig til Nina Havelund på telefon 7461 7830. Billetter til de to åbne forestillinger kan købes i Superbrugsen i Løjt.

Publiceret 24 February 2013 20:00