Køge Basketball Klub spiller en rigtig vigtig hjemmekamp mod Glostrup torsdag aften i Køgehallen. (Arkivfoto: JCJ).

Køge Basketball Klub spiller en rigtig vigtig hjemmekamp mod Glostrup torsdag aften i Køgehallen. (Arkivfoto: JCJ).

Køge BK møder Glostrup i gyserkamp

Måske sidste chance for køge hvis drømmen om slutspilplads skal opfyldes

Af
Per Møller

BASKETBALL: Der er lagt op til gys og drama, når Køge Basketball Klubs bedste herrehold i 1. Division på torsdag den 28. februar kl. 20.00 møder Glostrup i Køgehallen.
Kampen må siges at være sidste udkald for køgenserne, hvis sæsonmålet - en plads blandt de otte bedste og dermed adgang til slutspillet - skal gå i opfyldelse. Ikke nok med det - en sejr vil også være vigtig for Køge og med al sandsynlighed fjerne al risiko for at slutte på en af de to nedrykningspladser i 1. Division.
Inden kampen mod Glostrup ligger Køge på 10. pladsen med 12 points for 17 kampe. Glostrup har 14 points på 7. pladsen ligeledes for 17 kampe, mens Aarhus ligge rpå 8. pladsen med 14 points - men for kun 16 kampe. Alba er placeret på 9. pladsen med 12 points ligesom Køge og for 18 spillede kampe.
Ser man nedefter - mod nedrykningsspøgelset har Jonstrup BK 8 points for 17 kampe.
Så jo, der er masser på spil for Køge når de kort før kl. 20.00 på torsdag løber på banen i Køgehallen.
- Det er en rigtig vigtig kamp. Vi går benhårdt efter at nå den ottendeplads så vores mål for sæsonen bliver realiseret, men som stillingen er skal vi også kigge den anden vej. Det har været en mærkelig sæson - noget misk mask hvor vi den ene dag spiller som tophold og bl.a. slår Virum for så den næste at levere en håbløs indsats og tabe til bundholdet. Vi håber det bedste - men det kræver at vi besejrer Glostrup, siger klubbens formand Lars Vestergaard, der sammen med det sporlsige udvalg i klubben allerede er begyndt at kigge frem mod næste sæson, og har følere ude efter forstærkning til truppen.
Efter kampen mod Glostrup venter endnu en uhyre vigtig kamp - på udebane mod Alba lørdag den 2. marts kl. 14.00 i Engholmhallen i Allerød.

Publiceret 24 February 2013 17:00