120.000 gymnaster er klar til DGI's forårsopvisninger

Mere end 120.000 gymnaster er klar til DGI's store forårsopvisninger. Nye holdtyper og stor aldersspredning viser et billede af en idræt i bevægelse.

Af
Kim Schou

Der bliver trænet på livet løs rundt om i landets gymnastiksale, for sæsonen for gymnastikopvisninger står for døren. I DGI Sydvest er der i år 6650 gymnaster, der deltager i fire forskellige forårsopvisninger i områderne Esbjerg, Billund/Grindsted, Vejen og Varde.
På landsplan giver det et samlet antal på over 120.000 forventningsfulde gymnaster.





Fra krudtugler til topgymnaster

På gulvet kommer hold for 3-årige krudtugler, springrotter, rytmedamer og store repræsentationshold med gymnaster på højt plan. Efter tur viser de forskellige facetter af gymnastikken, og det er netop det unikke ved opvisningerne, at her er alle fælles om deres idræt og kan nyde den sammen på tværs af alder og niveau.
"Til opvisningerne bliver det helt tydeligt, at gymnastik er bevægelse hele livet," siger Dorte With, der er formand for DGI gymnastik og fitness.

Nye trends er med

Med til opvisningerne er også utraditionelle hold, der viser parkour, akrobatik og børnefitness. De nye aktiviteter afspejler den udvikling, der sker i idrætsforeningerne.
"Det giver en fantastisk dynamik og er enormt inspirerende, når holdene rykker ud af træningslokalerne og mødes til opvisningerne. Samtidig viser de mange nye holdtyper, at gymnastik som idrætsgren udvikler sig, og at foreningerne er med fremme og udbyder nye tilbud og træningsformer til deres medlemmer," forklarer Dorte With, der roser de mange frivillige ledere og instruktører i de lokale idrætsforeninger.
"Det er de mange frivillige, lokale kræfter, der skaber fundamentet for at gymnastikken kan udfolde og udvikle sig."

Fire gange forårsopvisninger

Den første opvisning er denne weekend i Blue Water Dokken i Esbjerg, hvor ca. 1700 gymnaster går på gulvet i løbet af de tre dage. I weekenden efter kan man opleve omkring 900 gymnaster på gulvet i Magion Grindsted lørdag d. 9. marts, og ca. 1600 gymnaster opviser i Vejen Idrætscenter den 9. og 10. marts. Til sidst er det Varde området med opvisning både i Blåvandshuk Idrætscenter og Ølgod Hallerne i weekenden d. 15.-17. marts. Her skal mere end 2450 gymnaster vise hvad de har lært i løbet af vinteren.


FAKTA:

1.-2.-3. marts 2013 i Blue Water Dokken, kontaktperson: Annie Høst, tlf. 23661518
9. marts 2013 i Magion Grindsted, kontaktperson: Kurt Jensen, tlf. 29638364.
9.-10. marts 2013 i Vejen Idrætscenter, kontaktperson: Ida Jefsen Christensen, tlf. 20645737
15.-16.-17. marts 2013 i Blåvandshuk Idrætscenter og den 17. marts 2013 i Ølgod Hallerne,

Publiceret 01 March 2013 08:00