Vicedirektør i Væksthus Sjælland, Line Fossing.

Vicedirektør i Væksthus Sjælland, Line Fossing.

5 mio. til finansiering af sjællandske vækstvirksomheder

VÆKST: De sjællandske virksomheder har siden finanskrisens start manglet finansiering.
Med en ny bevilling på 5 mio. fra Vækstforum sætter Væksthus Sjælland nu ind med en ny kapitalfond. Fonden skal i de næste tre år give finansiering til mindre vækstvirksomheder i Region Sjælland.
- Den nye fond kommer til at give en række mindre virksomheder meget bedre muligheder for vækst. Vi ved, at mere end hver anden vækstvirksomhed har behov for kapital. De 5 millioner kommer til at gøre forskel for væksten i regionen, udtaler vicedirektør i Væksthus Sjælland Line Fossing.
Den nye Kapitalfond kommer over de næste 3 år til at investere i ca. 35 virksomheder. Investeringerne bliver i størrelsesordenen 100.000 til 500.000 kr. med mulighed for yderligere 500.000 kr. som opfølgningsinvestering.
- Man kan ikke skabe vækst, hvis man ikke har kapital. Så skal det sjællandske erhvervsliv udvikle sig, øge omsætningen og skabe flere job, så skal de finansielle muligheder være bedre. Det er derfor rigtig godt, at vi nu kan gå ind at dække en del af behovet med en ny kapitalfond, fortæller vicedirektøren.
Væksthus Sjælland arbejder årligt med 600 virksomheder. Og hos rigtig mange af dem har finansiering været et tema.
- For rigtig mange af vores kunder er finansiering den helt store udfordring. Og vi hjælper hvert år mange med at komme igennem nåleøjet i banken eller på kapitalmarkedet. Her får virksomhederne nu endnu bedre chancer. For vi ser desværre for ofte gode forretningsmuligheder ende i skuffen alene på grund af manglende finansiering, fortæller Line Fossing.
Fonden tilbyder kapital under 1 million, fordi der mangler et finansieringstilbud i den størrelse.
- Vi lavede for godt et år siden en undersøgelse blandt Region Sjællands virksomheder, der viste, at 54 % af virksomhederne efterspurgte finansiering i den størrelsesorden. Og det er faktisk meget naturligt. Ønsker man større beløb kan man nemlig gå til større venturefonde og lignende. Men der mangler et kapitaltilbud i den lave ende af finansieringsskalaen, fortæller Line Fossing.
Samlet set kommer den nye fond i alt til at indeholde 10 millioner kroner, hvoraf de første fem nu er bevilget af Vækstforum Sjælland. De resterende 5 millioner findes hos private investorer. Men det er kun første skridt. I alt vurderer Væksthuset, at der er skal op mod 70 millioner kroner til for at dække behovet i Region Sjælland.
- Nu skal vi have de første penge ud at arbejde. Vi håber allerede i slutningen af 2013 at give de første virksomheder en kapitalindsprøjtning. Når vi har set fonden gøre en forskel er næste step at udvide og brede fonden ud til endnu flere. Men lige nu skal pengene ud og skabe vækst og nye arbejdspladser, slutter Line Fossing.
pm

Publiceret 01 March 2013 17:15