Forhandlingerne om et nyt trafikforlig er udskudt til midten af marts. Foto. David Foli.

Forhandlingerne om et nyt trafikforlig er udskudt til midten af marts. Foto. David Foli.

Bro-beslutning udskudt - lidt endnu

Forhandlingparterne bag et nyt trafikforlig, som efter alt at dømme vil betyde en ny fast fjordforbindelse ved Frederikssund, nærmer sig målstregen

Af
Af David Foli

Hornsherred Det var forventet, at forhandlingerne om et nyt trafikforlig ville munde ud i en aftale i denne uge. Men nu er forhandlingerne udskudt til midten af marts måned. Der er dog ikke tale om et sammenbrud i forhandlingerne, som man så det ske før nytår, hvor finansieringen af en ny Storstrømsbro fik parterne til at gå hver til sit. Udskydelsen har mere praktisk karakter, fortæller Transportudvalgets formand, Benny Engelbrecht (A), til Lokalavisen Hornsherred. "Der er overhovedet ikke tale om noget sammenbrud i forhandlingerne. I sådan et forhandlingsforløb kan der altid opstå spørgsmål, som det ikke er muligt at besvare lige nu og her. Noget der lige skal regnes igennem. Ved at udskyde forhandlingerne får ministeriet lige mulighed for at regne på tingene, istedet for at vi haster det igennem i denne uge," siger udvalgsformanden og fortsætter: "Man skal altid passe på med at konkludere, at nu er den hjemme. Der skal lige hamres søm i, jeg vil dog sige, at jeg er ret fortrøstningsfuld. Meget langt hen ad vejen er man enige om rammerne, som regeringen har fremlagt." Grunden til at forhandlingerne først genoptages midt i marts måned, skal også ses i lyset af, at uge 10 er mødefri på Christiansborg, da en række udvalg er på udenlandsrejser. Udskydelsen af forhandlingerne har umiddelbart heller ikke nogen indflydelse på, hvordan aftalen lander i forhold til en ny forbindelse over Roskilde Fjord. "Regerings holdning til en ny fjordforbindelse ved Frederikssund har ikke ændret sig," siger Benny Engelbrecht, som understreger, at regeringen gerne ser en OPP-løsning på den nye forbindelse, samt at den nuværende forbindelse skal være uden brugerbetaling. Også Frederikssunds borgmester Ole Find Jensen er fortrøstningsfuld på trods af udskydelsen. "Jeg har snakket med Rasmus Prehn (Socialdemokraternes trafikordfører. red), og han fortæller mig, at stemningen er god rundt omkring bordet i forhold til projektet med en ny fjordforbindelse," siger borgmesteren til Lokalavisen Hornsherred. En væsentlig grund til, at trafikforliget skulle have været på plads i denne uge, er, at ansøgningsfristen for EUs såkaldte TENT-midler, som bruges til anlægsarbejder i perioden 2013-2015, var 28. februar. Men fristen er ifølge Benny Engelbrecht blevet udskudt.

Publiceret 01 March 2013 11:00