Ellen Svensson har - sammen med Kristian Kristensen - instrueret stykket

Ellen Svensson har - sammen med Kristian Kristensen - instrueret stykket "Om 25 år."

Forårets teaterspirer på Sløjdscenen

Børn og unge er i fuld gang med at øve på Askovs amatørteater

Der arbejdes på fuld tryk på Sløjdscenens børne- og ungdomshold. Der synges, der arbejdes med roller, der indstuderes replikker og der prøves kostumer. Og alle ser frem til den dag, publikum tager plads i salen for at se resultatet af podernes dramatiske arbejde.
Forårssæsonens første stykke var teatrets unge husdramatiker, 14-årige Sofie Thomsens syngespil "Se min kjole," hvor scenens mindste skuespillere gav den kendte børnesang et morsomt, musikalsk og farvestrålende udtryk.
Søndag den 17. marts klokken 15 opfører 3.-4. klasse stykket "Om 25 år," der er instrueret at Ellen Svensson og Kristian Kristensen.
"Vinterferien må have taget på ungernes kræfter, for den første øvegang derefter gabte de på skift, men så blev de trods alt meget engagerede. Der skete nemlig noget nyt. Vi har været så heldige at få hjælp til lære et par sange, så de skrålede med af fuld hals, da guitaren slog tonen an. Forårsstykket er et tilbageblik på vores tidsalder. Vi har skruet tiden tilbage til henholdsvis oldeforældre, bedsteforældre, forældre, for til sidst at ende med vores egen tidsalder. Hvordan var det med strøm, som i dag er noget helt elementært? Har man ikke haft det altid? Og hvad med noget så simpelt som et fjernsyn? Og tænk, at der engang ikke fandtes mobiltelefoner, ej heller PC. Det er næsten ikke til at forstå," fortæller Ellen Svensson.
Skuespillerne øver og øver, der er mange replikker, som skal læres, og bare det at bevæge sig på et areal, hvor der ikke er afsat bestemte "holdepladser," er i sig selv en opgave.
"Vi glæder os meget til at vise, hvad vi måtte kunne, når publikum pludselig er bænket foran os. Rummet virker helt anderledes, når der sidder nogen og ser på os."
Forestillingerne er: Søndag den 17. marts klokken 15: 3.-4. klasse: "Om 25 år." Søndag den 7. april klokken 15: 5. klasse: "Den lille prins." Lørdag den 20. april klokken 16: 6.-7. klasse: "Børn – hvor kommer de fra?" Fredag den 24. maj klokken 19 og lørdag den 25. maj klokken 19: Ungdomsholdet: "Greve på gaflen."

Publiceret 01 March 2013 08:45