Sportsklubben – et helt nyt fritidstilbud i Køge

Team HK Køge og Køge Boldklub er gået sammen om nyt spændende projekt for idrætsglade børn.

IDRÆT: Køge Boldklub og Team HK Køge er gået sammen om at lave et helt nyt fritidstilbud til medlemmerne i de to klubber.
Sportsklubben skal være et tilbud hver fredag i marts og april, og på sigt skal det være et fast tilbud en gang om ugen.
- Vi havde oprindeligt plads til 50 børn i alderen 9-11 år, men tilslutningen har været så stor, at vi har udvidet medlemstallet til 75 drenge og piger, der i gang på området omkring stadion og vække de tomme græsbaner og lokaler til live. Den dag tilmeldingen åbnede blev der udsolgt på 2 timer, fortæller børnechef i Køge Boldklub og en af initiativtagerne til projektet Frederik Ullerup
I øjeblikket er 10 drenge og piger på venteliste.
Sportsklubben starter fredag den 1. marts i Køge Boldklubs klubhus klokken 13.30, når børnene er blevet hentet fra skole og kører indtil fredag den 3. maj.
I dette projekt vil klubberne i busser hente børnene fra skolerne i Køge lige efter skole, og køre dem ud til Køge Stadion. Her har man base i Køge Boldklubs klubhus, og eftermiddagen byder på håndboldlege og teknikøvelser, fodboldlege og teknikøvelser, fysisk leg og træning, sund mad samt mulighed for lektiecafe og hygge i klublokalet. Der er et korps af frivillige forældre der har tilbudt at være hyggeonkler for børnene, og hjælpere til afhentning af børnene ved skolerne.
Team HK Køges trænere med Mike Engsby Poulsen og tidligere landsholdspiller Søren Stryger i spidsen står for håndboldtræningen, og det er Køge Boldklubs ungdoms- og elitetrænere der står for fodboldtræningen.
- Vi ønsker at skabe nogle rammer der giver børnene mulighed for at bruge deres krop alsidigt, stifte bekendtskab med flere forskellige former for idræt, og få nogle gode sociale oplevelser i deres børneår. Det mener vi på lang sigt giver tilhørsforhold og fastholdelse. Samtidig er vi interesserede i at udnytte de idrætsfaciliteter der står tomme om eftermiddagen, indtil forældre kan hente deres børn i SFO og køre dem ud i foreningerne, siger Frederik Ullerup.
Sportsklubbens medlemmer bliver hver gang blandet på tværs af årgang, køn og sportsgren, så børnene får en masse nye venner, samtidig med at de bruger deres krop og får en nogle sjove fælles oplevelser.
- Der er tale om et pilotprojekt, som i første omgang løber over 8 fredage i tidsrummet kl. 13.00-17.30. Projektet er blevet meget positivt modtaget i lokalområdet blandt forældre, hvilket den store tilslutning også vidner om. Vi håber vi på baggrund af dette pilotprojekt kan være med til at skabe nogle andre og mere fleksible idrætstilbud i Køge kommune, hvor der både tilbydes træning til allerede eksisterende medlemmer, men også gives mulighed til ikke medlemmer for at prøve forskellige idrætsgrene af. Det er ikke så afgørende hvilken idræt børn dyrker, det er vigtigt at de dyrker idræt – og meget gerne tilbydes alsidige kropslige udfordringer. Det giver både en sundhedsmæssig gevinst og mere vigtigt en masse sjove oplevelser og gode sociale relationer, fastslår Frederik Ullerup på vegne af Team HK Køge og Køge Boldklub.
Projektet er støttet af Køge Kommune, HB Køge, Spar Nord Fonden, samt de to deltagende klubber, der alle har givet h.h.v. økonomisk støtte og stillet frivillige hjælpere til rådighed.
pm

Publiceret 01 March 2013 13:45