Teatret Møllen har premiere på 'Sult' i aften.

Teatret Møllen har premiere på 'Sult' i aften.

Sult i en poetisk ramme

Møllen føjer et nyt smukt kapitel til Hamsuns næsten 125-årige roman Sult

Af
Af Carl Skøtt

Ordet ”sult” giver dystre forestillinger om nød, elendighed, fornedrelse og pine, men når det drejer sig om Teatret Møllens, Haderslev, scene-version af Knut Hamsuns delvis selvbiografiske roman Sult fra 1890, er der også tale om meget mere. Her står ordet også for vilje, stolthed og drivkraft.
I 1884s provinsielle Oslo behøver den unge Knut ikke at sulte. Han kan bare tage et arbejde, fx hyre på et skib, men han vælger selv sulten. Ikke for at pine sig selv, men fordi hans eneste passion er at skrive, og hvis det fører til nød, elendighed, fornedrelse og pine, så er det den pris, han er villig til at betale - og betaler. Det er denne betaling, stykket handler om.
Absurd, som mange af stykkets scener er, er, at det hele pakkes ind i poesi.
Empatien bølger ned over manden, der har sikret sig et kødben til sin ikke-eksisterende hund blot for selv at spise de kødtrevler, der er tilbage på benet - og bagefter må brække det hele op igen. Det er der selvfølgelig ikke poesi i, men det er der i fremstillingen af den unge selvfornedrede Knut. Der er også chaplinsk humor over mange af de absurde scener.
Men aldrig knugen eller sorg. Publikum føler med den unge Knut, men smiler også, for knægten kæmper på en egen kejtet facon for at få succes på egne betingelser. Han fantaserer om kærlighed til en pige, som han kun har fået et glimt af, han er vanvid nær - og han sulter i egentlig forstand, men han er først og fremmest sulten efter at skrive.
Lars Rødbroe ved klaveret er suveræn til at ramme hele følelsesregistret ind i musik, og Gitte Kath er uovertruffen som minimalistisk scenograf. Hun genskaber på scenen Oslo ved hjælp af seks genbrugs-karlekammerskabe og fire taburetter - og stort set intet andet. Den slags scenografi burde der være en ærespris for.
Den mest udfordrende rolle på scenen udfyldes af svensk-brasilianske Glenn Ziqver Xavier. Som den unge Knut må han veksle mellem overspil og underspil, skifte fra vanvid til romantisk bejler, fra underernæret i bogstavelig forstand til overskudsmenneske. Efter forestillingen fortrak den ellers røgfrie Glenn til ensomhed og frisk luft uden for Møllen - med en cigaret i flaben. Han var total udpumpet efter en pragtpræstation.
På scenen blev han garneret af Møllens egne Ole Sørensen og Connie Tronbjerg, norsk-tjekkiske Lenka Rozehnal og engelske Robert Orr - samlet et stærkt hold instrueret af engelske Alex Byrne. På scenen talte aktørerne deres hjemlands sprog, men det forvirrede ikke publikum, og der blev føjet endnu et smukt kapitel til den nobelprisvindende Hamsuns Sult.
Sult opføres på Møllen i aften og 2. marts samt 20., 21. og 22. marts. En planlagt turne omfatter bl.a. forestillinger i Oslo.

Publiceret 01 March 2013 07:45