Lige i skabet: Svea (th.) og resten af ballettruppen til den sidste prøve inden opvisningen på Gamle Scene. Fotos: Mette Henriksen

Lige i skabet: Svea (th.) og resten af ballettruppen til den sidste prøve inden opvisningen på Gamle Scene. Fotos: Mette Henriksen

Balletbørn tryllebandt publikum

Sønderjyllands Danseakademi høstede klapsalver i lange baner for deres opvisning til Store Balletskoledag i København

Af
Mette Henriksen

14-årige Svea Boyens var med i forreste front, da balletbørnene fra Sønderjyllands Danseakademi søndag eftermiddag dansede på Det Kongelige Teaters Gamle Scene.
Hvert andet år pakker balletlærer Melissa Mathies fra danseakademiet kostumer, koreografi og ikke mindst talent ned i tasker, for at deltage i Store Balletskoledag i hovedstaden.
For Svea var gensynet med balleten på Det Kongelige Teater en blandet affære. Efter fire år som talentdanser, hvilket betyder mange danseweekender på Det Kongelige Teater med henblik på en permanent skolegang i hovedstaden, måtte hun sidste år springe fra på grund af helbredsmæssige årsager.
?Min ankel kunne ikke holde til det mere. Det er hårdt at vinke farvel til muligheden for at være med helt fremme i balletten, når det er det, man allerhelst vil,? fortæller Svea, som dog hyggede sig med at danse på Gamle Scene.
?Jeg er ikke nervøs overhovedet, for jeg har danset hovedrollen i Pinocchio, som vi i dag danser uddrag fra. Så jeg nyder det bare,? fortæller Svea.
Der var da også kæmpe skulderklap og ros fra balletlærer Melissa Mathies efter forestillingen. De sønderjyske balletpiger tog nemlig publikum med storm, der kvitterede med klapsalver i lange baner.

Ballet kræver meget af ben og fødder.

Ballet kræver meget af ben og fødder.

Publiceret 18 March 2013 13:00