Braunstein på havnen i Køge. (Arkivfoto: JCJ).

Braunstein på havnen i Køge. (Arkivfoto: JCJ).

Guldmedaljer til Braunstein ved VM i spiritus

Destilleriet Braunstein fra Køge fik ikke færre end fire guldplaceringer på World Spirits Award 2013. Et internationalt smagspanel smager og giver karakter til spiritus fra hele verden, hvilket giver destillerierne en sammenligning med deres kolleger.

KØGE: For 10. år i træk blev der afholdt uofficielt ”VM i spiritus” i Klagenfurt i Tyskland.

Her konkurrerer alverdens destillerier om at give de bedste smagsoplevelser til et internationalt panel, som blindsmager de mange stærke varer. Der bliver uddelt en mængde priser.

Destilleriet Braunstein fra Køge fik en placering i guld-kategorien for tre whiskyer og en gin. I kategorien ”single malt whisky” fik Braunstein guld for Braunstein 12:1 og Braunstein 12:2. I kategorien ”single malt cask strength” fik Braunstein guld for Braunstein E4. Og i kategorien ”gin” fik Braunstein guld for Danica Gin. Priserne blev officielt uddelt søndag den 17. marts.

- Som deltagere får vi de eksakte points, og det giver os en stærk pejling på vores arbejde, siger Claus Braunstein fra Køge-destilleriet.

– Vi er selvfølgelig stolte over den fine bedømmelse, men smagspanelets vurdering indgår også mere praktisk i vores udviklingsarbejde. Vi har en række stærke kolleger i svenske, tyske, skotske og amerikanske destillerier, og dem måler vi os op mod ved hjælp af denne internationale blindsmagning.

Braunstein E4 er fra Edition-serien som er whisky med fadstyrke. E4 er en enkeltfadsaftapning af den røgede slags. Den har lagret på et bourbonfad, som giver den røgede whisky en uspoleret, frisk og kompromisløs smag.

Braunstein Library collection 12:2 er en røget whisky lagret på Oloroso sherryfade.De spanske fade giver en dyb og rig karakter af tørret frugt og chokolade til det karakteristisk friske Braunstein-destillat. En kompleks og let sødlig whisky med en styrke på 46 %.

Læs mere på www.world-spirits.com.

pm

Publiceret 18 March 2013 06:00