Thychosen blev helt for Vejle Boldklub Kolding

Oliver Thychosen startede på bænken, men kom ind og sikrede VBK en sejr over FC Fredericia

Oliver Thychosen startede på bænken for VBK i forårspremieren på hjemmebane mod lokalrivalerne fra FC Fredericia.
Men den unge Thychosen, der netop har fået debut på U21-landsholdet, blev skiftet ind i starten af 2. halvleg i stedet for Nicolaj Agger, der ikke havde fået noget ud af det.
Og såmænd om det ikke var Thychosen, der blev sat til at sparke straffespark, da en Fredericia spiller havde arm på bolden på et indlæg fra Jacob Sørensen.
Oliver Thychosen havde ikke været på banen i mange minutter, men han scorede sikkert på straffesparket og gjorde det til 1-0 til VBK midtvejs i 2. halvleg.

Thychosen her og der

I slutningen af kampen satsede FC Fredericia alt på at få udlignet, og det gav flere farlige chancer på kontra til hjemmeholdet.
To minutter før tid kom Thychosen næsten alene igennem og fik en stor chance for at blive dobbelt målscorer, men han sparkede langt over mål.
Og et par minutter inde i overtiden havde han næsten ikke kunnet undgå at score sit andet mål på et indlæg, hvis ikke en forsvarsspiller havde fået det yderste af tåen på.
Der var lagt fem minutters spilletid til den ordinære tid, så Oliver Thychosen nåede også at få en advarsel i slutfasen i forbindelse med et indkast.
Sekunder senere satte den nybagte U21-landsholdsspiller det afgørende stød ind, da han spillede Henrik Bødker frem til en stor chance, som debutanten fik scoret på til slutresultatet 2-0 med lidt hjælp fra en Fredericia fod.

Brink satsede på rutinen

Vejle Boldklub Koldings nye træner Kim Brink havde satset på rutinen til forårets første kamp i 1. Division.
Foruden Oliver Thychosen startede også Vejles anden nybagte U21-landsholdsspiller, Jeppe Andersen, på bænken, og der var heller ikke blevet plads til Kristian Fæste i målet.
Det gav debut til flere af de nye rutinerede spillere, som VBK har hentet i vinterpausen: Målmand Kasper Jensen, venstre back Jan Frederiksen, midtbanespilleren Henrik Bødker, der opså var anfører, samt Bedi Duval i angrebet.
Set over hele kampen var det fortjent, at VBK vandt. Den første halvdel af kampen var meget lige uden de store chancer til nogle af holdene, men hjemmeholdet var klart bedst efter pausen og havde langt de fleste store chancer.
2.875 tilskuere mødte op til forårspremieren på Vejle Stadion, og med sejren rykker VBK op på 2. pladsen i NordicBet Ligaen.
VBK spiller på hjemmebane igen på søndag den 31. marts klokken 13 mod bundholdet FC Hjørring.

Oliver Thychosen

Er 20 år og fik sin debut for VBK for to år siden.

Har spillet 30 kampe for VBK og scoret 12 mål.

Har lige fået debut for U21-landsholdet og spillede både mod Frankrig og Norge for nylig.

Er søn af Jørgen Thychosen, der også har spillet for Vejle.

Ulrich og Steen Thychosen, der begge har spillet på landsholdet, er onkler til Oliver.

Publiceret 28 March 2013 16:40