KØS og Køge Kyst inviterer alle med til åbningsfest på udstillingen MUR HÆK HEGN.

KØS og Køge Kyst inviterer alle med til åbningsfest på udstillingen MUR HÆK HEGN.

Åbningsfest for ny udendørs udstilling

KØS inviterer til åbningsfest 4. maj på ny udendørs udstilling, MUR HÆK HEGN, i samarbejde med Køge Kyst. Åbningsfesten starter på KØS og fortsætter på Søndre Havn med grill og musik.

UDSTILLING: KØS er igen rykket ud i byrummet og præsenterer 2 km udendørs kunstudstilling med titlen MUR HÆK HEGN. Kunstnerne Søren Dahlgaard, Posemanden alias Søren Behncke og Christian Schmidt-Rasmussen udforsker det offentlige rums vægge: Muren, hækken og hegnet.
Værkerne er placeret på Tråden – en kulturrute fra Køges bymidte til havnen. MUR HÆK HEGN er tredje samarbejde mellem KØS og Køge Kyst om en udendørs udstilling, der forbinder bymidten med havnen. Første samarbejde var udstillingen KURS i 2009, dernæst WALK THIS WAY i 2011 og nu MUR HÆK HEGN.
- Kom og vær med til at fejre åbningen af den nye kunstrute og oplev hække, der bevæger sig, når man nærmer sig, 32 meter murkunst med alternative visioner for Køge og poseflettede trådhegn på Søndre Havn, lyder opfordringen til alle.
Åbningsfest finder sted den 4. maj klokken 14-17, og den begynder altså hos KØS i Nørregade. Her vil der fra klokken 14 være åbningstaler ved borgmester Marie Stærke og KØS-direktør Christine Buhl Andersen.
Omkring klokken 14.20 kan man gå med kunstnerne selv rundt på ruten fra KØS til Muren på Søndre Havn og hør dem fortælle om inspirationen bag værkerne, og fra cirke klokken 15.15 til 17.00 er der grill, musik og hygge på havnen.

Publiceret 01 May 2013 17:15