Holdleder Ib Pedersen er tilfreds med sin trup, der blandt andet tællers årets sportsnavn i Esbjerg, Niels Kristian Iversen, og det unge talent Mikkel Bech, som han her på billedet taler med.

Holdleder Ib Pedersen er tilfreds med sin trup, der blandt andet tællers årets sportsnavn i Esbjerg, Niels Kristian Iversen, og det unge talent Mikkel Bech, som han her på billedet taler med.

Nu brummer det igen på Korskroen

Mange måneders ventetid er ovre. Nu skal der igen køres ræs på Korskro-banen

Af
Rune Weitling

Formanden er klar. Holdlederen er klar. Kaptajnen er klar.
Endelig, endelig, endelig er mange måneders speedway-tørke slut, for onsdag aften skal den igen have gas på Korskro-banen. Esbjerg Motorsport indleder titelforsvaret mod Outrup Speedway Club, og mens det for Esbjerg er årets første match, er det for modstanderen Outrup derimod anden match, idet de to dage før møder Holstebro. I Esbjerg-lejren går man efter at forsvare titlen, og i den forbindelse er Outrup en god modstander at starte med, fortæller Esbjergs holdleder, Ib Pedersen.
"Outrup må ikke blive et problem for os, så jeg har tiltro til, at vi vinder. Det er en af de matcher, der skal vindes, for jeg anser ikke Outrup som et top-fem hold," siger Ib Pedersen, der dog samtidig slår fast, at der alligevel er sommerfugle i maven.
"Men jeg synes, vi har en god trup, så jeg er fortrøstningsfuld. Målet er uden tvivl at komme i top 4 og dermed køre Final Four eller Metal Super Finalen, som det vist hedder," lyder det med et smil fra Ib Pedersen.

En rigtig stærk bund

Èn af de kørere, som Ib Pedersen forventer sig meget af i år, er Mikkel Bech. Den unge mand er endnu ikke fyldt 19 år, men alligevel figurerer han som B-kører og ikke mindst holdkaptajn for Esbjerg-mandskabet. Det tager han nu selv med ophøjet ro.
"Det er da et dejligt skulderklap at få kaptajn-rollen, men egentlig betyder det ikke det store for mig. Jeg har altid haft et overskud til at hjælpe holdkammeraterne eller lige give en pep-talk," lyder det selvsikkert fra Mikkel Bech, der i øvrigt som den eneste indenfor motorsport i Danmark er sponsoreret af Red Bull.
"Jeg synes, at alle hold ser stærke ud i år. Men vi har en rigtig god bund med nogle stærke D-kørere, og det kan blive afgørende i mange af løbende, tror jeg. Jeg glæder mig virkelig til at komme i gang," siger Mikkel Bech, der forleden sejrede suverænt til U21 VM og EM kvalifikationen.

En spændende sæson

Formand for Esbjerg Motorsport, Flemming Jacobsen, er i øjeblikket sygemeldt, og derfor varetager Kent Kikkenborg rollen som formand. Og han glæder sig i den grad til, at motorernes larm igen kommer til at hærge Korskro-banen.
"Vi har virkelig en spændende trup i år, så jeg vil opfordre folk til at komme ud og opleve dem. Vi har en bane, der indbyder til tætte og skarpe ræs, ligesom vi har nogle sultne og frygtløse kørere, der er opsatte på at forsvare titlen. Jeg tror virkelig på, det bliver en spændende sæson for publikum," lyder det fra Kent Kikkenborg, der - sammen med resten af de mange frivillige - i øjeblikket arbejder på højtryk for at blive helt klar til sæsonåbneren mod Outrup, der køres onsdag klokken 18.30 på Korskro Motorcentrum.

null

Publiceret 01 May 2013 12:00