Helga Charlotte Lund kigger til datteren Victoria, der tager sig en lur i barnevognen

Helga Charlotte Lund kigger til datteren Victoria, der tager sig en lur i barnevognen

Politikeren & personen

I vores række af spidskandidat-portrætter til KV 2013 er vi nået til en af dem der ikke i forvejen sidder i Byrådet. Ja faktisk har hendes parti ikke en eneste plads, men det håber Helga Charlotte Lund fra Liberal Alliance at lave om på

Af
Anne Lind

Anne Andersen

Hun stillede op til Folketinget i 2011 for Liberal Alliance, men kom ikke ind. I dag er hun klar til at forsøge sig med kommunalpolitik og Helga Charlotte Lund tror på, at hendes parti får mindst én plads ved det kommende kommunalvalg.
"Der skal nok være en del skabs-LA'er derude, så jeg tror da, at vi har en god chance", smiler hun, mens hun tager en dyb indånding, efter at have været ude og kigge til datteren Victoria på ni måneder som ligger og sover i barnevognen.
Helga Charlotte Lund er 39 år gammel, hun har læst Cand. Negot, og pt. er hun på barsel. Men snart skal hun i gang med at føre valgkamp for at sikre sig nok stemmer til en af de eftertragtede pladser i Byrådet.
Hvad er dine mærkesager?
"Frihed under ansvar. Der skal mere selvstyre ud til borgerne, og så skal der ske en effektivisering af den offentlige forvaltning. Der skal være færre regler og administrative byrder for erhvervslivet. Det skal ganske enkelt være lettere at have en virksomhed", siger Helga Charlotte Lund, mens vi skynder os videre til de næste spørgsmål, inden datteren vågner og kræver sin mors opmærksomhed.
Hvad tror du valgkampen kommer til at handle om?
"Det handler jo altid om økonomi. Der har tidligere været en del person-fnidder, og det bryder jeg mig ærligt talt ikke om. Jeg håber, det kommer til at handle om politik og ikke om personen.
Hvordan ser fremtiden i Kolding ud med en borgerlig vs. en socialdemokratisk borgmester?
"Med en borgerlig borgmester tror jeg på, at vi får flere virksomheder til byen. Vi skal ud og promovere os selv noget mere.
Hvis vi får en socialdemokratisk borgmester, så tror jeg, at vi vil få højere skatter, som de vil bruge til mere velfærd.

Tre ting om Kolding

Helga Charlotte Lund flyttede til Kolding i 2009 i forbindelse med, at hun mødte sin mand Christian. I dag har de to børn sammen, og hun er rigtig glad for at bo tæt på by og natur i deres hus i Drejens. Men der er, ifølge den nybagte spidskandidat, stadig plads til forbedringer i Kolding.
Nævn tre ting der skal gøres bedre/ændres i Kolding
"Vi skal skabe nogle bedre rammer for erhvervslivet. Vi skal sørge for, at de studerende bliver her når de er færdiguddannet, og så skal vi promovere os endnu bedre som designby.
Nævn tre ting Kolding kan være stolt af.
"Vores håndboldhold KIF Kolding København, at vi er en designby og at vi har vores universitet.

Bryllupsbilledet af hendes forældre betyder rigtig meget for Helga Lund. Hendes far der døde da hun var 17 år gammel, er hendes store forbillede.

Bryllupsbilledet af hendes forældre betyder rigtig meget for Helga Lund. Hendes far der døde da hun var 17 år gammel, er hendes store forbillede. "Han døde 14 dage før jeg skulle starte på gymnasiet og det var et hårdt slag. Men han lærte mig, at tage ansvar for mig selv, og at man skal kunne klare sig selv".

En troværdig politiker

Om få måneder går valgkampen for alvor i gang. Løfter og forslag fra både den ene og den anden side af den politiske bane vil blive luftet flittigt. Og Helga Lund har tænkt sig at leve op til sine løfter til borgerne og holde hvad hun lover i løbet af valgkampen.
"Jeg håber selvfølgelig rigtig meget på, at jeg får en plads i Byrådet. Jeg vil gerne gøre en forskel, og jeg vil holde fast i det, jeg siger. Der er alt for mange politikere der siger ét og gør noget andet. Jeg vil forsøge at gøre som mit politiske forbillede Kirsten Jacobsen. Hun var ligeglad med hvad andre mente og sagde om hende. Det hun lovede, det holdt hun. Hun kæmpede borgerne sag, og det har jeg også tænkt mig at gøre".
Hvordan har du det med at være spidskandidat for jeres parti?
"Det har jeg det rigtig godt med. Tanken skal lige bundfælde sig, og jeg skal lige vænne mig til at være eksponeret i en eller anden grad. Men jeg tager en dag af gangen, og man må tage tingene som de kommer, både i det politiske og i det private liv".
Men selvom Helga Charlotte Lund først lige er blevet valgt som forreste kvinde for Liberal Alliance, så ligger det hende ikke fjernt at engagere sig.
"Jeg gik ind i studenterpolitik da jeg læste på Syddansk Universitet. Jeg var blandt andet formand for sammenslutningen af negotstuderende og i studienævnet. Der fandt jeg ud af, at man jo rent faktisk kan gøre en forskel og få ændret noget", smiler hun.
Når Helga Charlotte Lund ikke lige bruger tiden på sine to børn + to bonusbørn, så går hun rigtig meget op i, hvad familien spiser og omgiver sig med.
Stort set alt hvad der bliver indkøbt er økologisk.
"Jeg har levet økologisk siden jeg var 22 år gammel. Jeg vil gerne have en ordentlig kvalitet på bordet. Men det er et personligt valg, ikke et politisk slutter hun.







































































Jeg vil gerne gøre en forskel, og jeg vil holde fast i det, jeg siger.
Der har tidligere været en del person-fnidder, og det bryder jeg mig ærligt talt ikke om.

Bonusinfo
Helga Charlotte Lund mødte sin mand på nettet da hun var 36 år gammel. De flyttede sammen stort set med det samme, og da de havde kendt hinanden i 3 ½ måned blev hun gravid.
Hun har i en årrække været medlem af Det Radikale Venstre, inden hun i 2010 meldte sig ud for at gå over til Liberal Alliance.
Hun er den eneste ud af knap 20 fætre og kusiner der har valgt den akademiske vej - i hendes familie er der tradition for at være butiks- eller håndværksuddannet.

Publiceret 01 May 2013 12:00