Der er aktiviter for både store og små ved Egetofte Naturskole på søndag.

Der er aktiviter for både store og små ved Egetofte Naturskole på søndag.

Tag familien med i Sønderskoven

Til daglig er det skoleelever fra Sønderborg og Sydals, som kan benytte Egetofte Naturskole, men søndag den 5. maj kl. 11–15 inviteres hele familien i Sønderskoven. Naturskolens korps af frivillige husvenner står igen klar med en bred vifte af aktiviteter for børn i alle aldre.
Indendørs bliver der mulighed for at komme tæt på den store samling af udstoppede dyr. Ved vandhullet i Naturskolens smukke have kan man fange smådyr og studere dyrelivet med feltudstyr. Der arbejdes med ler, som brændes over bål. Gamle redskaber er kommet frem af dets gemmer. Man kan bygge redekasser til flagermus, og med uld fra fårene filtes de fineste bolde.
Forhåbentlig skinner solen fra en skyfri himmel, så man kan afprøve naturskolens solkomfur Zero og bruge brandglas.
Der bliver også malet mel, og der vil være massevis af snobrødsdej, som blot venter på at blive bagt over bålet.
Traditionen tro vil der være smagsprøver af råvildt á la Egetofte. Fisk studeres og ryges. Skal sulten stilles yderligere, er man velkommen til at tage drikkelse og madpakken med.
Parkeringsmulighederne ved Egetofte er begrænsede, så lad bilen stå hjemme og tag cyklen.

Publiceret 01 May 2013 06:00