Marta Kusio.

Marta Kusio.

Et Z-tastisk generationsportræt

Se mig - se mig - SE MIG! Marta Kusio om generation Z..

Den unge generation Z har siden dens indtræden i 1990¿erne opbygget sig et omdømme præget af selverklæret stjernekvalitet, opmærksomhedskrævende medieformidling og ADHD-omsvøbt entreprenørpotentiale. Vi tager et blik på min og Z¿ernes pludselige spiring på familietræet.

Af
Af: Marta Kusio

skrivetalent fra Hvidovre Gymnasium & HF

Og det skete i de nye dage, at min lille, men veletablerede og livserfarne, familie samlede sig om en begivenhed ejendommelig for menneskeheden selv - den bårne frugt af reproduktion. I kampens hede nåedes et klimaks, og man hørte et skrål, der med ét erklærede ¿Se mig!.¿ Med disse ord klargjorde jeg, som nyankommen generation Z i 1995, min ankomst. Ude på hospitalsgangen stod bedsteforældrene Kusio og Tuszynski, de gennemførte 68¿ere, og ventede spændt med børnebamser og potteplanter, og farbror Kusio der, med sin klassiske Y-generation karakteristika, stod utålmodigt og talte i telefon. Blev sat foran TV-skærmen Mine stolte, og lettere forvirrede nybagte forældre så ned, og fastslog med ét deres fremtidige rolle som helikopterforældre, hvor kun det bedste er godt nok til den lille skrålende guldklump. Og som at gæstemodtagelse blev tilladt af fødselslægerne, satte bedsteforældrene, forældrene og den lettere malplacerede farbror sig rundt om mig, og afventede min eksistens. Men alt hvad jeg kunne fremskynde var et gentagende og rungende ¿SE MIG!¿, denne gang en lille smule mere insisterende end førhen. Med dette fastlagt, vendte de ældre generationer gnidningsløst tilbage til tilværelsen de kendte før min og generationens ankomst, uden megen tanke på dét ordene indikerede. Mine bekymringsløse bedsteforældre forsatte ferierne til vingården i Toscana, og sendte som altid antikke og fuldkommen ubrugelige postkort til mine forældre, hvori de spurgte til hvilken fornyelse lille jeg havde beriget deres liv med. Yngre farbror Kusio, der til farmand er lidt af en efternøler, orienterede sig fortsat på facebook med ubelejlige mig og min udvikling - ligesom med alt andet. Og evigt undrede han sig over hvad det nu egentligt var han fik ud af at tilbringe tid med en gylpende Z¿er. Alt imens tilpassede mine fornuftige, 13-tals-scorende, forældre sig til lille jeg og mine mange ukonventionelle spilopper. De var spændte på at se, hvad jeg nu egentligt kunne, men jeg fortsatte blot pågående med de to ord ¿SE MIG¿! Og da der ikke var tid til at afkode beskeden gav mor og far mig i stedet den lille iPad i hånden og satte mig foran tv-skærmen. I mellemtiden fortsatte de deres vej ud i det store samtalekøkken fra HTH, hvor de lagde sig i krig med slå en dej op til de koldhævede grovboller, de havde set i månedens Femina, der uden tvivl ville imponere ved frokosttid i den progressive vuggestue, jeg var skrevet op til. Så vidt jeg husker hed den også noget så ukonventionelt som Spilopmagergården! Eller var det nu bare børneborgen? I hvert fald sad jeg plantet der foran skærmen og sugede til mig som den svamp, jeg var blevet konstrueret til at være. Og der sad jeg for det meste i tidsrummet mellem kl. 16:00-18:30 og hørte på surrogatforældrene Thomas Blachman og Heidi Klum, der fortalte mig præcist hvad jeg kunne, skulle og burde gøre. Og som at jeg sugede til mig af opmuntrende ord, dansede mine fingre i mellemtiden en lystig vals på iPad¿ens touchscreen. Twitter og Instagram fløj forbi mine øjne, og i disse elektroniske fællesskaber fandt jeg resterne af generationsudråbene fra den en anelse ældre farbror Kusio og hans generation Y der på uoriginal vis erklærede ¿SE OS¿. Hvor mainstream tænkte jeg selvophøjet, og ubrød så et selverklæret ¿SE NU LIGE MIG SÅ!¿. Og ud fløj der fra mine ivrige fingerspidser, og for første gang ud på internettet, legemliggørelsen af ordene SE MIG! - et ufattelig avantgarde instagrambillede af min rangle med hashtagget #WhyGenerationZIsAwesome, selvfølgeligt efterfulgt af en god håndfuld følgere. Og med ét forstod lille jeg nu hvad meningen var, og hvad der nu egentligt ¿skulle ske¿. Dagen efter oprettede jeg en blog, opdaterede min facebookprofil og begyndte at følge Lady Gaga såvel som Alison Mosshart på Twitter - for det var det eklektiske valg. ¿Vi ser dig!¿ Årene fløj af sted, på én og samme tid sagte og hastige, som lille jeg selv. Og med alt hvad jeg nu foretog mig, alt imens mine forældre delvist stod i HTH-køkkenet og på kontoret, og farbror Kusio på facebook og designskolen, og de gamle blomsterbedsteforældre i Toscana og i vinklubben, gjorde jeg det til formål at vise omverden mit jeg. Se mig, se mig, se mig, sagde jeg, og jeg sagde det med samme selvbevidsthed farbror havde, men med den selvsikkerhed kun mine helikopterforældre, surrogatforældrene Blachman og Klum samt pædagogerne med deres mange tilpassede alle-skal-være-med-12-taller kunne give mig. For i formidlingens verden, hvor talentet flyder overbords og samtlige små Z¿er som jeg selv har en blog, en Instagram og en passioneret historie, kæmper vi, den purunge generation Z, i fællesskab for at vise verden og ældre generationer netop hvor selvgjorte vi er, og alt hvad vi har at byde på af sand stjernekvalitet - som ADHD tweeneies og det hele. ¿SE MIG¿, siger jeg, mine venner, min klasse, min årgang, mit årti. Alle hver især råber vi og skråler for at klargøre vores individualitet i menneskemængden - i mængden af massemedier. Og som vi havde råbt længe nok, og krisen begyndte at kradse, gik det endelig op for alle de der utålmodigt og uforstående havde stået på hospitalsgangen og i fødselslokalet at vi var den næste generation og, som det skulle vise sig ved samtlige nytårstaler, Danmarks fremtid. Så mine forældre, bedsteforældre og den evigt utålmodige farbror satte sig ned og prøvede på at afkode de ord jeg og generation Z skrålende var blevet født med. Og med ét sagde de: ¿Vi ser dig!¿

Publiceret 28 May 2013 08:00