Site manager Michael Dinesen foran indgangen til Statoil's sikrede parkeringsplads for lastbiler i Padborg.

Site manager Michael Dinesen foran indgangen til Statoil's sikrede parkeringsplads for lastbiler i Padborg.

En sikker plads midt i Padborg

Hos Statoil på Industrivej finder man landets eneste sikrede parkeringsplads for lastbiler

Af
Af Svend Mikael Larsen

Danmarks første sikrede parkeringsplads for lastbiler fylder et år. Anlægget er placeret midt mellem Industrivej og Transitvej og dermed i hjertet af det store transportområde i Padborg.
"Det er ikke kun Danmarks eneste sikrede parkeringsplads men også den eneste i Nordeuropa," siger site manager Michael Dinesen fra Statoil, som driver anlægget i sammenhæng med kædens store tankanlæg og servicecenter i Padborg.
Inde på det 7.000 kvadratmeter store indhegnede anlæg er der plads til 52 vogntog, og for at komme ind på pladsen skal man igennem et portanlæg med bomme og kameraer. I alt 23 videokameraer i HD kvalitet opfanger alt, hvad der foregår på og ude omkring pladsen. Det er således umuligt at komme ind uden at blive set, og skulle det endelig lykkes nogen at komme ind, er det mere end svært at slippe ud igen.

chaufføren blive filmet

"Når et vogntog vil ind at parkere, er der ved porten placeret kameraer, der filmer chaufføren, siden af lastbilen samt nummerpladerne for og bag. Når man så skal ud, går systemet i gang igen, og hvis der så er uoverensstemmelse mellem for eksempel nummerpladerne for og bag, går porten ikke op," forklarer Michael Dinesen.
Alt billedmateriale gemmes i øvrigt, så politi og forsikringsselskab senere kan efterforske et eventuelt tyveri.
"Hegnet er konstrueret, så det ikke er muligt at kravle op ad, og så fungerer det som én lang elastik, hvis nogen skulle prøve at køre en lastbil igennem det. Hegnet kan på den måde klare en belastning på op til 40 ton. Jeg kan for øvrigt fortælle, at da jeg startede i Padborg for 20 år siden, var der ingen hegn, og i dag er alt hegnet ind," fortæller Michael Dinesen.
Hos Statoil valgte man at investere i den sikrede p-plads, fordi man kunne konstatere en støt stigende kriminalitet rettet mod transportbranchen med både overfald, røverier, stjålne køretøjer og tyverier fra parkerede lastvogne.
"Man kan jo se, at 3 af 10 presseninger er skåret op, fordi nogen lige har villet kigge ind for at se, hvad der er at komme efter. Det sker også ofte, at chaufføren får tanket bilen op, så den er klar til den videre færd næste morgen, og så viser det sig, at tanken er blevet tømt i nattens løb. Hos os kan man for 87 kroner undgå den situation. Det er, hvad det koster at holde på pladsen i 12 timer, og det beløb kan man ikke købe meget presenning eller diesel for," smiler Michael Dinesen.
I takt med at der gøres en indsats for at sikre lastbilens tank mod dieseltyve, så er tyvene begyndt at interessere sig for reservehjul, forlygter og sidespejle.

Fire hængelåse

"Transporter ud af landet består i stadig højere grad af værdigods, for det er hovedsageligt den slags, der bliver produceret her i landet, og det kan være noget af en satsning at stille den slags fra sig på en mørk sidevej eller på skumle parkeringspladser. For selvom ansvaret for godset ligger hos vognmanden under transporten, så er der en kunde i den anden ende, som ikke får sine varer, hvis uheldet er ude," lyder det fra Michael Dinesen,
Statoils sikre parkeringsplads har opnået fire ud af de fem mulige hængelåse i EUs certificeringssystem TPL, der står for Truck Parking Label. Skulle man op på fem hængelåse, ville det kræve, at pladsen blev døgnbemandet med vagter, og at der etableres særlige pladser for transporter med farligt gods med bl.a. volde omkring, og det er der foreløbig ingen planer om.

Publiceret 01 June 2013 14:00