“Ventesalen lukker klokken 19 og i weekenden er den helt lukket - det er for langt ude,” siger 16-årige Cecilie (tv.) og veninden Hannah, 15 år. Det er ikke det eneste, som de to festlige piger med smag for livet vender tommelfingeren nedad for livet som ung i Aabenraa.

“Ventesalen lukker klokken 19 og i weekenden er den helt lukket - det er for langt ude,” siger 16-årige Cecilie (tv.) og veninden Hannah, 15 år. Det er ikke det eneste, som de to festlige piger med smag for livet vender tommelfingeren nedad for livet som ung i Aabenraa.

Aabenraas unge føler sig ude i kulden

De giver udtryk for det på facebook, cafeen og i skolen: Aabenraas unge føler sig overset af byplanlæggerne. Veninderne Cecilie Berg Hansen og Hannah Schrader har nu taget sagen i egen hånd, og udfordret lokalpolitiker Thomas Andresen til en snak omkring

Af
Mette Henriksen

“Det er et super initiativ, som jeg gerne bakker op omkring.”
Venstre-politiker Thomas Andresen var ikke længe om at slå til, da veninderne Cecilie Hansen Berg og Hannah Schrader henvendte sig til ham omkring et møde om, hvordan det er at være ung i Aabenraa.
“Disse debatter foregår nu til dags på facebook, og det er helt fint. Men endnu bedre er det, når man som de to piger, tager initiativ til at kontakte os, som sidder med de her sager til dagligt,” fortæller Thomas Andresen, som hellere end gerne selv skaber sig et indtryk af, hvordan tingene hænger sammen i det virkelige liv, end at læse om det i rapporter.

Den er helt gal

Situationen for de unge fra teenagealderen og opefter er nemlig helt gal, fortæller pigerne, da de møder lokalpolitikeren på rutebilstationen i Aabenraa en torsdag aften. Og det gælder på flere fronter. Noget af det, der optager de unge i byen, er forholdene på rutebilstationen og nattelivet - eller manglende derpå.
“Vi bor begge lidt udenfor Aabenraa, og derfor er vi selvfølgelig trætte af, at busforbindelserne er blevet indskrænket på bekostning af landbefolkningen efter sommerferien,” fortæller Cecilie, som bor i Stollig.
“Men der er, hvad det er. Vi er til gengæld rigtig mange, som ikke forstår, at ventesalen er lukket helt i weekender og efter klokken 19 i hverdagene. Det kan være både uhyggeligt at stå her om aftenen, og om vinteren er det mega koldt,” fortæller Cecilie.
“Vi har en veninde fra Padborg, som altid ringer til os, for at glemme kulden, når hun står og venter på sin bus i isnende kulde om vinteren. Bare for at nævne et eksempel, som faktisk har gjort indtryk.”
Også 17-årige Halil fra Aabenraa, som benytter Sydtrafik jævnligt for at besøge sine venner rundt omkring, undrer sig.
“Det kunne være rart med en ventesal om aftenen, især om vinteren. Nu er jeg ikke bange eller noget, men det er da underligt at den lukker så tidligt, når folk kan tage bussen helt indtil klokken 22.”
“Man må da kunne gøre et eller andet. Kan man ikke løse problemet elektronisk, hvis de ikke vil have folk til at komme og låse for ventesalen senere på aftenen?, tilføjer Hannah spørgende.

16-årige Hilal, som ofte tager Sydbusserne for at se sine venner rundt omkring, kunne også godt tænke sig at havre mulighed for at gå indendøre - især om vinteren.

16-årige Hilal, som ofte tager Sydbusserne for at se sine venner rundt omkring, kunne også godt tænke sig at havre mulighed for at gå indendøre - især om vinteren.

Nattelivet er ikke-eksisterende

En anden sag, som optager Aabenraas unge er nattelivet. Byens unge valfarter nemlig til andre byer for at feste. Men sådan har det ikke altid været, fortæller 23-årige Carina Underbjerg-Hansen.
“Da jeg var teenager, havde vi både Daisy og Sky Club. Aabenraa var et rigtig godt sted at gå i byen og der kom unge fra hele området, fordi det var fedt at kunne cirkulere lidt rundt blandt flere steder,” fortæller Carina, som forlængst er holdt op med at gå i byen i sin egen by. Hun føler sig for gammel, når hun går på Sky Club, som er begyndt at satse mere på ungfesterne, der henvender sig til unge i alderen 16+.
16-årige Cecilie er netop målgruppen for festerne, og selvom hun nyder at kunne feste i sin egen by, så forstår hun godt Carinas pointe.
“Jeg har da selv lagt mærke til dem, der er ældre end mig. Det må være totalt nederen for dem med alle os “små” rundt omkring. Det gad jeg heller ikke, hvis jeg var meget ældre end de fleste andre,” siger Cecilie.
“Vil man holde på de unge, og få flere fra andre byer til Aabenraa, så er det jo ikke godt nok med kun et diskotek. Og så er det jo ikke engang sikkert, at Sky Club kan blive der, hvor de holder til nu,” tilføjer Hannah med en hentydning til, at Aabenraa-diskoteket lever på lånt tid på den adresse, hvor et nyt mediehus er under planlægning.

Venstre-mand Thomas Andresen tog massevis af indtryk og input med hjem, efter mødet med ungdommen på Rutebilstationen. “Det er et super inititativ, som pigerne har taget,” er holdningen. Foto: Mette Henriksen

Venstre-mand Thomas Andresen tog massevis af indtryk og input med hjem, efter mødet med ungdommen på Rutebilstationen. “Det er et super inititativ, som pigerne har taget,” er holdningen. Foto: Mette Henriksen

Genforeningshaven er in

Opfindsomhed hører ungdommen til, og det gælder også Aabenraas unge. Sønderstrand er således mødestedet om sommeren, mens Genforeningshaven er stedet, hvor man mødes resten af året.
“Vi er mange, som mødes de steder. Genforeningshaven er virkelig populært - men det kunne blive endnu bedre, hvis der var lagt op til flere aktiviteter, som en skaterbane.”

Publiceret 24 June 2013 11:00