Bryggeriet Fuglsang i Haderslev har sendt et overraskende godt regnskab på gaden. Foto: ABC Luftfoto

Bryggeriet Fuglsang i Haderslev har sendt et overraskende godt regnskab på gaden. Foto: ABC Luftfoto

Godt regnskab fra Fuglsang

'Det Sønderjyske Bryghus' klarer sig langt over forventet, viser seneste regnskab

Resultatet for Bryggeriet og Maltfabrikken var langt bedre end sidste års resultat og betegnes som tilfredsstillende. BRYGGERIET S. C. FUGLSANG A/S kom ud med et lille underskud på kr. 0,7 millioner. SOPHUS FUGLSANG EXPORT-MALTFABRIK A/S fremlægger et overskud på kr. 4,7 millioner efter skat.
"Det er både lykkedes os at sælge mere øl, samt at reducere omkostningerne i bryggeriet. Ligeledes får vi nu gavn af de investeringer, vi foretog i de sidste to år. Vores 'Early Bird' (Amerikasnk Ale) fik en flot 1. plads i TV2s Go' Morgen Danmark i påsken, hvor et panel prøvesmagte 10 forskellige påske-bryg. Det fremmede salget af Early Bird væsentligt i de landsdækkende supermarkedskæder. Derudover er salget af fadøl til lokale kunder også steget. Vi er derfor fortrøstningsfulde. Vi glæder os også over, at der er taget et lille skridt i den rigtige retning med reduktionen af øl-afgiften, og vi håber især, at det fra 2014 vil øge hjemmesalget af øl sammenlignet med grænsehandlen," udtaler Brygmester Henning Fuglsang.
På det andet ben af familievirksomheden, Sophus Fuglsang Export-Maltfabrik A/S, er resultatet acceptabelt: "Vi er tilfredse med sidste års resultat taget i betragtning, at vi stadig befinder os i en stærk konkurrencesituation på verdensmarkedet. Endvidere er vi glade for, at regeringens vækstpakke hen ad vejen reducerer de særlige danske energiafgifter. Det vil atter styrke vores konkurrenceevne. Endelig ser vi især i oversøiske lande et stigende ølforbrug, som gør, at vi ser lidt lysere på afsætningsforholdene i de kommende år," siger direktør Kim Fuglsang.

Publiceret 24 June 2013 09:15