Cheftræner Morten Eskesen (til højre) og seniorformand Brian Hansen tilser en liggende Stefan Rasmussen, inden turen gik til Hvidovre Hospital. (Foto: Hans K. Larsen).

Cheftræner Morten Eskesen (til højre) og seniorformand Brian Hansen tilser en liggende Stefan Rasmussen, inden turen gik til Hvidovre Hospital. (Foto: Hans K. Larsen).

Køge sluttede sæsonen af med sejr

Af
Af Hans Kildegaard Larsen.

FODBOLD: Sæsonen blev afsluttet på en positiv facon, da vi lørdag i Hvidovre hev et flot comeback op af posen. Bagud 2-0 ved pausen spillede vi en stærk anden halvleg, og vandt 3-2 over rækkens jumbo, Rosenhøj.
Begge hold havde intet reelt at spille for, men engagementet var alligevel til stede hos begge parter under hele kampen, indledningsvis illustreret af Rosenhøjs keeper, der måtte trække sig med hvad der lignede en fibersprængning efter et kvarters spil, efter at have givet alt i en nærkamp med Morten Ytte Olsen.
Rosenhøj var mere til stede end os i første halvleg, og med scoringer midt i halvlegen og i halvlegens sidste ordinære minut, var vi i tovene. Havde målmand Mathias Gammelvind ikke hentet et godt, dykkende langskud oppe i krydset 10 minutter før halvtid, havde det for alvor set sort ud.
Det var væsentligt at få brudt nullet hurtigt, så Rosenhøj kunne få lidt at tænke over, og det fik vi gjort. Cihat Bardak  -  Tyren fra Bosporus  -  er omskolet fra central midtbane til højre back, men det forhindrede ham ikke i at gå med frem, og med en god pasning fra fløjen fandt han Emil Andersen, der headede reduceringen i nettet.
En redning af Gammelvind på en kontra holdt os inden for rækkevidde af Rosenhøj, og forskellen på en skolet keeper og en markspiller på mål blev tydelig efter en times tid. Indskiftede Stefan Rasmussen tog chancen med et hårdt langskud, der brækkede en lille smule  -  nok til, at bolden smuttede i nettet bag en lidt suspekt udseende sidste skanse. 2-2.
Stefan Rasmussen er ikke uvant med at tiltrække sig opmærksomhed, men blev ufrivillig hovedperson et kvarter før tid. Under en dribletur blev han kantet, og faldt i velkendt høj fart uheldigt direkte ned på skulderen.
Det gjorde tydeligvis meget ondt, og udskiftning, indtagelse af lidt smertestillende og afgang til det nærliggende Hvidovre Hospital med formand Brian Hansen som chauffør blev konsekvensen. Staben på akutmodtagelsen handlede smidigt og hurtigt, og fik ham kigget på, røntgenfotograferet og diagnosticeret i løbet af en time. Intet brud og intet ude af led, så Stefan slap heldigt.
Ja, vi har jo alle forskellig smertetærskel.
På grønsværen fortsatte kampen, og vort pres, der intensiveredes, gav pote kort før tid. Med deres stand-in målmand på skovtur, sparkede Morten Ytte Olsen på mål. En back reddede på stregen, men clearingen med hovedet faldt direkte for fødderne af Martin Due, der behersket satte sejrsmålet ind. 3-2 i sæsonfinalen.
Sammenfattende må man sige, at sæsonen har været skuffende, set i relation til ambitionsniveauet. Det pointmæssigt gode efterår, blev fulgt op af middelmådigt forår, hvor vi måske trods alt blev defineret, som det vi er  -  et mere end habilt Serie 1 hold, men endnu ikke et Sjællandsseriehold. Vi endte som nr. 6 af 14.
Stammen på holdet er meget ung, så fremtidsperspektiverne ser gode ud. Broderparten af spillerne er kun lige fyldt 20 år, og de er i stadig udvikling. Udviklingskurven er ikke regelmæssigt stigende, men har mere karakter af trappetrin. Som hold er vi i foråret fladet lidt ud, men er klar til at avancere til næste plateau. 
Den kiksede oprykning er langt fra en katastrofe. For at citere Winston Churchill:  'Now this is not the end. It is not even the beginning of the end. But it is, perhaps, the end of the beginning'.
Trup: Mathias Gammelvind – Cihat Bardak, Kenny Hansen (anfører), Karl Johan Teigland, Nicklas Gothenborg – Jonas Madsen, Carsten Jensen, René Elkjær, Morten Ytte Olsen – Martin Due, Emil Andersen. Bænk: Rasmus Greiersen, Villads Christian Bache og Stefan Rasmussen.

Publiceret 24 June 2013 17:15