Der kommer for få unge mennesker i stemmeboksene til kommunalvalgene. Det vil Aabenraa Kommune nu lave om på. Modelfoto

Der kommer for få unge mennesker i stemmeboksene til kommunalvalgene. Det vil Aabenraa Kommune nu lave om på. Modelfoto

Kommunen vil trække flere til stemmeurnerne

Flere tiltag skal gøre det lettere for kommunens borgere at sætte et kryds til kommunalvalget

Af
Mikkel Hansen

Stadig færre stemmer ved kommunalvalg, og det er især de unge, der ikke sætter deres kryds.
Men hvis folk ikke vil komme til stemmeboksen, må stemmeboksen komme til folket.
Det er tanken bag en række tiltag, som Aabenraa Kommune lancerer til kommunalvalget i november.
”Vi omdanner vores sundhedsbus til en valgbus, der skal gøre stop ved uddannelsesinstitutioner, hvor de unge kan brevstemme. Det kan måske kombineres med valgmøder, hvis skolerne er interesseret,” siger borgmester Tove Larsen.
Indtil nu har man kun kunne brevstemme på rådhuset, men det bliver lettere fremover.
”Vi gør det muligt at brevstemme på bibliotekerne i Bov, Felsted, Rødekro og Tinglev, og vi håber, at det kan være med til at sikre en god stemmeprocent,” siger Tove Larsen.
Ved seneste kommunalvalg faldt stemmeprocenten fra 69,5 til 65,8 på landsplan, og fra 74,1 til 67,2 i Aabenraa Kommune. Det er især blandt de unge, at faldet er tydeligt. Fra 1997 til 2009 er de unges valgdeltagelse faldet fra 54 til 46 procent.
Derudover er der planer om iværksætter andre tiltag, der skal øge valgdeltagelsen blandt unge. Det gælder bl.a. kampagner på Facebook.

FAKTA
Stemmeprocent for Aabenraa (landsresultat i parentes)
2001: 86,0 (85,4)
2005: 74,1 (69,5)
2009: 67,2 (65,8)
Valget i 2001 faldt sammen med valg til folketinget

Publiceret 24 June 2013 17:00