På onsdag den 26. juni afslutter 18 elever fra 7. og 8. klasse fra fire forskellige skoler i Køge deres uddannelse som junioridrætsledere. Eksamen foregår på Kirstinedalsskolen. (Arkivfoto: JCJ).

På onsdag den 26. juni afslutter 18 elever fra 7. og 8. klasse fra fire forskellige skoler i Køge deres uddannelse som junioridrætsledere. Eksamen foregår på Kirstinedalsskolen. (Arkivfoto: JCJ).

Nye junioridrætsledere springer ud

UDDANNELSE: 18 elever fra fire skoler i Køge Kommune afslutter deres uddannelse som junioridrætsledere.
Ved deres eksamen på onsdag den 26. juni skal de vise, hvad de kan i praksis og hvad Skolesports-børnene i kommunen kan forvente, når junioridrætslederne trækker i arbejdstøjet efter sommerferien.
De 18 elever fra 7. og 8. klasse på fire forskellige skoler i Køge Kommune skal for alvor vise, hvad de har lært, når de den 26. juni afslutter deres uddannelse som junioridrætsledere.
Herefter skal de være hjælpetrænere i Skolesport, som Køge Kommune i samarbejde med Dansk Skoleidræt har kørt siden 2005. Skolesport giver børn fra 0.-6. klasse, der måske har lidt motoriske eller sociale udfordringer, mulighed for at dyrke sport i trygge omgivelser på deres egen skole efter skoletid.
Tovholder på Skolesport i Køge Kommune, Tommy Brun Larsen, står for uddannelsen af junioridrætslederne på alle de deltagende skoler.
Undervejs i uddannelsen har de bl.a. samarbejdet med de lokale foreninger - heriblandt American Football i Køge - og her har der især været fokus på at skræddersy træningspas, hvor Skolesports-børnene kan være med.
- Til eksamen skal eleverne selv sammensætte en 20 minutters opvarmningsserie, som de så går på gulvet med kl. 10.00, forklarer Tommy Brun Larsen.
Han forklarer yderligere, at det vil være tydeligt, hvordan serien fungerer i praksis og rammer målgruppen, for der står nemlig hele to 2. klasser klar til at blive sat i gang af de energiske junioridrætsledere.
pm

Skolesport og junioridrætslederuddannelsen

Skolesport er et gratis tilbud om at dyrke idræt i direkte forlængelse af skoletiden.

Målgruppen er alle børn fra 0.–6. klasse, særligt de idrætsusikre.

Aktiviteterne for skolesportsbørnene varetages i samarbejde mellem skolernes idrætslærere og/eller SFO-pædagoger, junioridrætsledere, som er elever fra de ældste klasser, og de lokale idrætsforeninger.

Junioridrætslederne er uddannet til at være hjælpetrænere i Skolesport. Under uddannelsen lærer eleverne bl.a. om idræt for børn og unge, idrætsskader, opvarmning, pædagogik, samarbejde og kommunikation samt naturligvis et bredt indblik i forskellige aktivitetsidéer.

Skolesport er i den enkelte kommune forankret via en tovholder, fx idrætskonsulenten. I Køge Kommune har Skolesport kørt siden 2005, og er pt. et tilbud på Asgård Skole, Hastrupskolen, Ellemarkskolen, Holmebækskolen, Højelse Skole og Kristinedalsskolen.

En evaluering af Skolesport i årene 2004–2008 viste, at det i høj grad lykkedes at få inaktive børn til at dyrke idræt, fordi skolen var omdrejningspunkt for aktiviteterne.

Skolesport er et samarbejde mellem Dansk Skoleidræt, Danmarks Idræts-Forbund og TrygFonden.

Skolesports hjemmeside: www.skolesport.com.

Publiceret 24 June 2013 16:00