Næstformanden for DI Roskilde/Køge Bugt, Jørn Stryger (tv.), kunne overrække både diplom og et smukt glasfad udført af glaskunstneren Tobias Møhl til Henrik Winther-Olsen (th.) som bevis på hæderen til Castus. Borgmester Marie Stærke deltog også ved prisoverrækkelsen, som fandt sted hos Castus i Køge.(Foto: JCJ)

Castus i Køge hædret med pris

DI Roskilde/Køge Bugts Initiativpris 2013 gik til den voksende fødevarevirksomhed i Køge, Castus A/S.

Af
Martin Rasmussen

PRIS: I 2009 var der 60 medarbejdere i fødevarevirksomheden Castus i Køge; i dag er der cirka 90, og om et par år forventer virksomheden at beskæftige yderligere 30 medarbejdere.
Det er et meget konkret billede på den markante fremgang i virksomheden i disse år, og i denne uge kunne administrerende direktør og ejer, Henrik Winther-Olsen, glæde sig over en flot anerkendelse for virksomhedens udvikling, da Castus blev tildelt DI Roskilde/Køge Bugts Initiativpris 2013.
- Castus er en fødevarevirksomhed, der har trodset krisen og en øget konkurrence og har udviklet virksomheden, mens man samtidig har fastholdt arbejdspladser på dansk jord, sagde Jørn Stryger, næstformand i DI's lokale afdeling, blandt andet om baggrunden for valget af Castus.
Også borgmester Marie Stærke deltog ved prisoverrækkelsen torsdag morgen hos Castus på Unionsvej i Køge, og hun noterede med et smil, at DI-initiativprisen nu er vendt "hjem" til Køge igen, efter den sidste år gik til en virksomhed i Roskilde.
- Castus har evnet at skabe økonomisk vækst og arbejdspoladser i en krisetid, og den er et mønstereksempel på en produktionsvirksomhed, der klarer sig godt trods hård konkurrence, lød de rosende ord fra borgmesteren.

Publiceret 28 June 2013 06:00