50 år som violinist

Atli Sigfusson, som spiller 2. violin i Sønderjyllands Symfoniorkester kan på mandag 1. juli 2013 fejre 50-års jubilæum i orkestret.
Atli Sigfusson er født 1939 i Århus og uddannet ved Århus Musikkonservatorium og i Musikkonservatoriet i Wien.
Han startede i orkestret fra første dag tilbage i 1963, og dengang spillede han 1. violin. Den plads beholdt han i 20 år, hvorefter han blev gruppeleder i 2. violingruppen. En plads han beholdt i 16 år, indtil han fyldte 60 år og derfor naturligt rykkede ned fra lederpladsen.
Efter 50 år er Atli Sigfusson stadig glad for at gå på arbejde hver dag, og han har da heller ingen planer om at stoppe foreløbig.
"Det har bestemt aldrig været kedeligt. Jeg håber, at jeg kommer til at spille så længe, at jeg ikke kommer til at savne det, når jeg stopper. Det skal først være når lysten simpelthen er væk - for så forsvinder savnet jo også," siger Atli Sigfusson.

Publiceret 01 July 2013 10:27