SE Arena skal atter danne ramme om et stort internationalt ishockeystævne. Foto: Peter Rasmussen

SE Arena skal atter danne ramme om et stort internationalt ishockeystævne. Foto: Peter Rasmussen

Nyt stort stævne til SE Arena

SønderjyskE skal arrangere Continental Cup

SønderjyskE Ishockey lagde i april måned billet ind på afviklingen af tredje runde i den europæiske pokalturnering, Continental Cup.
På et IIHF møde i Budapest i denne weekend blev det besluttet, at SE Arena i Vojens skal lægge is til den store pokalturnerings tredje runde (Continental Cup afvikles over fire runder, red.).
Adm. direktør Klaus Rasmussen er meget begejstret over udsigten til en ny, stor turnering i Sønderjylland og SE Arena:
"Jeg synes, at vi med OL kvalifikationsturneringen fik vist, at vi kan løfte en stor, international turnering. Landsdelens opbakning i februar med omkring 15.000 tilskuere viste også, at syd – og sønderjyderne gerne møder op i stort tal til de store kampe og arrangementer i SE Arena," siger han.
Sportschef Søren Stockfisch har sammen med gode kræfter i Danmarks Ishockey Union kæmpet for at få Continental Cup til Danmark. Deres indsats har båret frugt, og de mange ishockeyinteresserede kan nu se frem til en kæmpe oplevelse i dagene 22. – 24. november.
"Vi møder Stavanger Oilers fra Norge, Neman Grodno fra Hviderusland samt vinderen fra Gruppe C i anden runde. Vi er rigtig stolte, og glæder os i den grad til at slå dørene op i SE Arena til en ny international begivenhed," slutter Klaus Rasmussen.
SønderjyskE har tidligere deltaget i turneringen, hvor det i 2010 blev til sejr i gruppespillet i italienske Asiago og senere i 2011, en bronzemedalje ved finalerunden i Minsk, Hviderusland.

Sportschef Søren Stockfisch har arbejdet hårdt for at få stævnet til Vojens.

Sportschef Søren Stockfisch har arbejdet hårdt for at få stævnet til Vojens.

Publiceret 01 July 2013 07:00