Tre stolte studenter - fra venstre Allan Cramer, Camilla Reiter Elbæk og Amanda Roswall. (Privatfoto).

Tre stolte studenter - fra venstre Allan Cramer, Camilla Reiter Elbæk og Amanda Roswall. (Privatfoto).

Studenterhuer med tårnhøjt gennemsnit

KØGE: Man kunne forvente, at de 3 superstudenter ser trætte og lidt eksamensslidte ud. Det må jo være hårdt at trække et gennemsnit på omkring 12 hjem. Men både, Allan Cramer, Camilla Reiter Elbæk og Amanda Roswall i nævnte rækkefølge fra venstre på billedet, ser friske, glade og afslappede ud - nu hvor huerne sidder godt på de begavede hoveder.
Allan Cramer har efter sin sidste eksamen et gennemsnit på 11,8. På nær tre 10-taller er det hele lutter 12-taller. Allan Cramer er faktisk den student med flest 12-taller på Køge Gymnasium i 2013. Så Allan er en dygtig elev. Rigtig dygtig. Han har bioteknologi og matematik på A-niveau. Adspurgt om hans vej til det 12-talsbelagte eksamensbevis forklarer han:
- Man skal prøve at finde interessen for faget frem – en ægte interesse. Så går det meget lettere. Og man må prøve at holde sig selv fast hele tiden og ikke falde ud i perioder. Hvis man er presset, kan det hjælpe at tænke på fremtiden – man vil jo ikke kunne opnå sit drømmestudie eller drømmejob, hvis man falder ud.
Dog er det ikke kun den fagligt fokuserede indsats, som Allan Cramer kan tilskrive sit resultat. Også det sociale sammenhold på gymnasiet og i klassen fremhæver Allan Cramer:
- Det er vigtigt at have et godt socialt miljø. Og det har Køge Gymnasium. Lige fra man starter, er der mange sociale arrangementer, og alle er meget engagerede og åbne. Det hjælper dig virkelig til at holde fast i studiet.
Og netop disse kvaliteter fremhæver også Amanda Roswall, når hun nu som student kigger tilbage på de 3 år på Køge Gymnasium:
- Der er en stor følelse af samhørighed her på gymnasiet. Jeg havde masser af forventninger, da jeg startede, endda høje forventninger – og de er blevet trumfet i stor stil. Det sociale helt fantastisk, og man kan være venner med folk fra alle klasser og årgange. Her har man frihed til at være den, man har lyst til at være. Amanda har også noget andet at være glad for. Hun har nemlig opnået et karaktergennemsnit på hele 11,9. Dette vil hun bruge på at søge ind på Litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Og hendes faglige engagement og slider-mentalitet fornægter sig ikke, idet hun allerede starter til september.
- Dansk har været mit bedste fag her på KG, og har været med til at udvikle min glæde ved tekster. Jeg er simpelthen blevet bevidst om det æstetiske i litteratur – og nyder f.eks. hvordan Flaubert mestrer antydningens kunst. Derfor vil jeg læse litteraturvidenskab.
Også Camilla Reiter Elbæk har opnået et særligt bemærkelsesværdigt karaktergennemsnit. Hun har faktisk sprængt karakterskalaen med sit 12,2 – for karakterskalaen stopper ved 12. Men nogle særlige regler for elever med flere fag på a-niveau betyder, at det samlede karaktergennemsnit ganges med 1.03.
Dette gøres som en ekstra belønning for sliddet med de krævene a- niveau fag. Camilla Reiter Elbæk vil læse molekylær biomedicin på Københavns Universitet. Hvilket kræver et højt gennemsnit at blive optaget på. Men for Camilla står alle døre åbne, og hun kan vælge det, hun synes er allermest spændende. Og For Camilla Reiter Elbæk er drømmestudiet at stå i et laboratorium og forske i sygdom og medicin:
- Det er en relativ ny uddannelse med en meget spændende profil. Jeg synes, det må være spændende at forske i sygdomme og medicin uden også at skulle uddanne sig til læge.
Hos Camilla Reiter Elbæk står hverdagen på gymnasiet som noget helt særligt.
- Vi har i klassen haft et helt særligt fællesskab. Og der har været en høj faglig standard, som vi alle har bidraget til at holde fast i. Det har uden tvivl løftet niveauet, at vi har støttet hinanden, sådan at man ikke skal være flov over at bede om hjælp til noget. Det har ikke været et problem, at jeg rent faktisk kan lide at gå i skole - det kunne vi bare allesammen!
Men det er slut nu – med studenterhuen sættes punktum for 3 gode år på Køge Gymnasium. 3 år som i perioder har været hårde, men som både Allan, Amanda og Camilla har elsket:
Det har været fremragende! Jeg kommer til at savne hverdagen ekstremt meget, også undervisningen. Nu har vi gået sammen i tre år, så det bliver da en omvæltning at skulle til et andet miljø i en anden by, væk fra de trygge rammer, siger Allan Cramer.
For hans vedkommende bliver de nye rammer medicinstudiet i København. Og han glæder sig.
- Det interesserer mig meget, og medicinstudiet åbner mange muligheder – du kan forske eller være læge på hospitalet. Samtidig glæder jeg mig også til at fordybe mig mere i et enkelt fag og et mere specificeret emne. Nu har jeg jo den brede almendannelse med fra gymnasiet.
Før det går løs med studierne igen for Allan, Amanda og Camilla, skal sommerferien dog nydes i fulde drag med afslapning og rejser. Med huen på de begavede hoveder og rygsækken fuld af 12-taller. Og klar til at prøve kræfter med medicin, litteratur og laboratorieforskning.
pm

Glade studenter fra Køge Gymnasium giver den gas på den traditionelle tur rundt i byen.

Glade studenter fra Køge Gymnasium giver den gas på den traditionelle tur rundt i byen.

Store smil - eksamenstiden er et overstået kapitel - og med et godt resultat til følge.

Store smil - eksamenstiden er et overstået kapitel - og med et godt resultat til følge.

Publiceret 01 July 2013 10:00