På et par uger har Alsie Express taget en stor del af markedet. Arkivfoto: Mikkel Hansen

På et par uger har Alsie Express taget en stor del af markedet. Arkivfoto: Mikkel Hansen

Alsie Express har medvind på ruten

Det nye luftfartsselskab mener selv at have over halvdelen af markedet på Sønderborg-København-ruten.

Af
Mikkel Hansen

Der har været stor opbakning til selskabet siden den 17. juni.
”Vi får mange positive tilbage meldinger vedrørende flytider og komforten ombord på vores flotte fly. ”i er meget tilfredse med, hvordan vi er blevet modtaget, og vi oplever en stor tilstrømning af passagerer. De rejsende har taget så godt imod os, at vi allerede nu flyver med god belægning på flere afgange,” siger Henrik Therkelsen.
Alsie Express mener selv at have lidt over 50 procent af passagererne mellem Sønderborg og København.
Henrik Therkelsen mener dog ikke kun, at passagererne er flyttet fra det ene selskab til det andet, men også at der er kommet flere passagerer til.
”Jeg tror, at vi med vores mange daglige afgange og skarpe priser fra 495 kroner pr. billet har været med til at udvide markedet,” siger Henrik Therkelsen.
Alsie Express forsætter med at flyve fra Sønderborg til København og retur hele sommeren. I perioden fra den 8. juli til den. 4. august flyver selskabet to gange i hverdagen samt en enkelt gang både lørdag og søndag.
”Vi har allerede oplevet stor interesse i forhold til at bevare ruten i industriferien fra både private og erhvervsfolk,” siger adm. direktør Henrik Therkelsen og fortsætter:
”De store virksomheder i området lukker aldrig helt ned - og har hele året behov for at kunne komme ud i verden samt modtage gæster fra ind- og udland. På samme måde ønsker mange private at have mulighed for at opleve København eller Sønderborg og Flensborg-området en enkelt dag eller weekend i deres sommerferie”.
Alsie Express genoptager sit normale trafikprogram med fem daglige flyvninger til hovedstaden i hverdagen og to lørdage og søndage fra 5. august.

Publiceret 03 July 2013 12:06