Holdkap-pigerne fra Triton Vejle vandt en af mange medaljer til klubben ved de Danske Årgangsmesterskaber.

Holdkap-pigerne fra Triton Vejle vandt en af mange medaljer til klubben ved de Danske Årgangsmesterskaber.

Landstræner roser Vejle-svømmere

De unge talenter fra Triton Vejle vandt 11 medaljer til de Danske Årgangsmesterskaber

Triton Vejle vandt hele 11 medaljer, da landets bedste svømmetalenter for nylig var til de Danske Årgangsmesterskaber i Holstebro. Medaljehøsten blev bemærket af talentudvikler og årgangslandsholdstræner Michael Hinge, der efter stævnet fremhævede Vejle-klubben.
"Jeg synes, at Triton Vejle var godt repræsenteret i mange discipliner og på medaljeskamlen. Det er positivt, at klubben ser ud til at være på vej frem efter nogle store strukturelle ændringer. Så kan man håbe på, at flere går i samme retning,” siger Michael Hinge til svoem.dk.
Triton Vejle havde 11 svømmere med til stævnet. Det var drenge fra årgangen 1999 og yngre samt piger fra årgangen 2001 og yngre. Sidste år havde Triton tre svømmere med, og forrige år ingen, så der har virkelig været fremgang.
"Resultaterne fra weekenden viser, at vi er meget tæt på toppen nu. De strukturelle ændringer i klubben har betydet, at vi har skabt et bedre talentmiljø, og opmærksomheden på talenterne er blevet større. Vi har stor fokus på at rykke de rigtige op, så vi fortsat har grupper af talenter, der kan presse hinanden," siger Kirsten Detlef, der træner talenterne til daglig.
Vejle Svømmeklub Triton er med i EliteVejle samarbejdet som en Team Danmark prioriteret idrætsgren på lige fod med atletik, pige- og drengefodbold, kajak og orienteringsløb.

Publiceret 03 July 2013 06:00